Nordea-chefer: Panama-firma gjorde ikke deres arbejde
Nordea er klar til en offentlig høring i Danmark om Panama-lækagen, fortæller bankens direktør.
På et pressemøde torsdag formiddag stod bankkoncernen Nordeas ledelse frem for at svare på spørgsmål om storbankens rolle i forhold til at placere selskaber i skattely.
En omfattende lækage af dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama har afsløret, at Nordea Luxembourg skulle have hjulpet sine kunder med at købe og vedligeholde stråmandsselskaber og fuldmagter gennem Panama-firmaet.
- Vi tager hele sagen meget alvorligt, og vi accepterer ikke at blive brugt som platform for skatteunddragelse. Vi må tage ansvaret, og det gør vi, for at vi ikke bruges til at gemme penge, sagde Nordeas koncernchef Casper von Koskull.
En række danske partier har opfordret til at indkalde Nordea og Jyske Bank, som nævnes i de lækkede dokumenter, til en offentlig høring om skandalen. Bliver det en realitet, vil Nordea møde op.
- Som bank vil vi helt sikkert deltage. Så må vi se, hvem der deltager fra os, men det er en vigtig diskussion at tage, svarede Casper von Koskull på spørgsmålet fra TV 2’s reporter.
Direkte adspurgt af TV 2, om den tidligere danske koncernchef Christian Clausen burde have reageret tidligere, svarede Casper Von Koskull, at han ikke vil indgå i spekulationer.
Panama-firma gjorde ikke arbejdet ordentligt
Nordea meddelte allerede mandag aften, at bankkoncernen efter afsløringerne stopper al fremtidigt samarbejde med Mossack Fonseca.
Nordeas chef for Wealth Management, Snorre Storset, henviste blandt andet til afsløringen af, at firmaet i en årrække benyttede sig af et bestyrelsesmedlem, selvom hun var død flere år forinden.
- Mossack Fonseca bør have styr på sådan noget, og de har ikke gjort deres arbejde ordentligt. Derfor vil vi ikke sættes i forbindelse med dem fremadrettet, sagde Snorre Storset.
På pressemødet blev Nordea-ledelsen også spurgt til, om de havde tilsvarende samarbejde med andre selskaber en Mossack Fonseca.
- Ja, Mossack Fonseca er ikke det eneste selskab, fortalte Snorre Storset og uddybede at to-tre andre selskaber har hjulpet med offshore-løsninger.
Det er dog foreløbigt kun Mossack Fonseca, man har opsagt samarbejdet med.
- Vi kan ikke operere i en gråzone. Hvis vi sættes i forbindelse med det, kan vi ikke acceptere det, og den seneste uge er der kommet nok information frem, til at vi har valgt at afbryde samarbejdet, fortalte Casper von Koskull.
Gennemgår alle sine banker
Nordea har indledt en gennemgang af deres procedurer for at sikre at alle regler og love følges. Undersøgelsen starter i Luxembourg , men kommer også til at køre i alle andre lande, herunder Danmark. Banken undersøger i den forbindelse også offshore i hele private banking-segmentet.
Først herefter vil banken forholde sig til eventuelle konsekvenser – herunder om samarbejde med andre selskaber skal opsiges.
Nordea har under hele forløbet med Panama-lækagen henvist til, at de ændrede regler i 2009 for at undgå medvirken til skattely. Under pressemødet kom det frem, at det medførte en kundeflugt på omkring 4000 af storbankens kunder.