Business

Denne dims skal gøre tre unge danskere rige

En trådløs sensor skal hjælpe gartnere med at effektivisere arbejdsgange. Selskabet bag, Spiio, får hjælp til at tænke stort.

Tre unge iværksættere drømmer stort. De vil ud over rampen med en datadreven service, som skal gøre livet lettere for gartnere i hele verden.

- Det er en trådløs sensor, som måler temperatur, jordfugtighed og lys. Alt det data bliver behandlet i vores software. Dermed bliver det muligt at lave datadreven service af planter. Det er mere effektivt og minimerer en masse tid og ressourcer for gartnere – både indendørs og udendørs, siger en af stifterne bag, Christoffer Roed Thorup.

På den måde kan Spiio være med til at gøre livet nemmere for de mange virksomheder, som for eksempel servicerer planter hos forskellige virksomheder.

- Før har gartnerne kørt ud til de forskellige planter for at finde ud af, at de slet ikke skal vandes. Så de behøver i fremtiden ikke køre ud til de her planter, som ikke har brug for vand eller service, siger en anden af stifterne, Martin Grauland Dahl.

Får hjælp til at booste virksomheden

De unge mænd har en baggrund som ingeniører, og derfor har de været tilknyttet en mentorordning. En mentorordning som skal hjælpe unge iværksættere med at komme ud over rampen og blive til mastodonter.

Spiio er derfor med i ordningen gennem forskerparken DTU Scion, og det har været et frugtbart samarbejde.

- Det et er rigtig rart for os at have nogen at spille bolden op i mod i forhold til forretningsudvikling og så videre – for eksempel forhandlinger med en større virksomhed, siger Martin Grauland Dahl.

Spiio er langt fra den eneste virksomhed, der er tilknyttet mentorordningen.

Ifølge serie-iværksætteren Mads Faurholt-Jørgensen, så er det en rigtig vej at gå, for mange nye iværksættere tænker ikke stort nok.

- Vi tænker lidt for lokalt og skandinavisk. I stedet for at tænke, hvordan vi kan få det ud til USA, til Tyskland, England eller til Asien for den sags skyld, siger Mads Faurholt-Jørgensen, stifter af Nova Founders Capital.

Danske iværksættere på vej op i niveau

Dansk iværksætteri er godt på vej tilbage til niveauet før finanskrisen - men Danmark mangler fortsat at skabe de helt store vækstkanoner.

Sådan lyder konklusionerne i Væksthus Sjællands Iværksætterbarometer, som er landets største undersøgelse af sin slags.

Mens antallet af nye virksomheder er steget kraftigt de seneste to år, så halter det med at få virksomhederne til at vokse sig store.

Af Danmarks 100 største virksomheder er kun fem skabt inden for de seneste 30 år.

Ifølge de to bagmænd i Spiio, har man i høj grad tænkt stort omkring produktet.

- Vi har i høj grad tænkt over markedet. Vi bygger den her virksomhed så strømlinet og skalérbar som muligt. Så vi er internationale fra ’day one’. Det er også noget af det, vi har fået hjælp med fra mentorordningen, siger Christoffer Roed Thorup.