Business

Følte sig trådt på af Netto: Nu deles hendes video igen og igen på Facebook

Anne Black nægter at give op og fastholder, at Netto har kopieret hendes design.

Anne Black og hendes mand Jesper Moseholm, der er administrerende direktør i Anne Black design, har ikke tænkt sig at acceptere, at Netto ifølge dem har kopieret noget af Anne Blacks mest populære design.

Sidste uge gik de i medierne, hvor de frustreret fortalte, hvordan de følte sig trådt på, fordi de kunne åbne Nettos tilbudsaviser og se noget keramik, som de synes ligner Anne Black design på en prik.

Derfor har de nu valgt at lave en video, som de har lagt på Facebook, hvor Anne Black uden at sige noget, men med papirer med skrift fortæller, at hun føler sig kopieret.

- Vi gør det for at skabe debat. Det er jo ikke kun Anne Black, det handler om. Det handler også om, hvad det er for et samfund, vi lever i, og hvordan vi behandler vores designere. Har vi overhovedet mulighed for at håndhæve reglen om krænkelse af ophavsretten, når en lille designer er oppe mod tunge drenge som Netto i vores tilfælde, siger Jesper Moseholm, der har talt Anne Blacks sag den seneste tid, da hun befinder sig på sin dansk/vietnamesiske fabrik i Vietnam.

Jeg føler mig...kopieret! NETTO påstår hårdnakket at de ikke sælger kopier af mit design. Like og del gerne hvis du er uenig med NETTO. Kh Anne

Posted by anne black on Monday, April 4, 2016

Filmen blev lynhurtigt spredt på Facebook og har efter under et døgn på det sociale medie fået over 8.000 likes, er blevet delt næsten 6.000 gange og har høstet over 500 kommentarer.

- Jeg havde ikke regnet med noget, men jeg havde selvfølgelig håbet på, at problemstillingen ville blive diskuteret. Så jeg er glad for, at den bliver delt, for hensigten har været at skabe fokus og debat, siger Jesper Moseholm.

Ikke første gang

En af årsager til, at Anne Black nægter at give sig i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt hun er blevet kopieret, er også, at det ikke er første gang, at Netto har solgt varer fra produktionsvirksomheden Ronald A/S, der ligner hendes.

Tilbage i 2003 kørte en retssag om krænkelse af ophavsretten, hvor det endte med et forlig mellem Ronald A/S og Anne Black, hvor hun fik udbetalt 20.000.

Det er Netto, der markedsfører produkterne, men det er produktionsvirksomheden Ronald A/S, som står bag keramikken. Ronald A/S har DRs tidligere generaldirektør Kenneth Plummer i direktørstolen.

Dr.dk har forsøgt at få en kommentar fra Kenneth Plummer, men han ønsker ikke at kommentere på sagen og svarede ifølge dr.dk, at han ”ikke ønsker at procedere en eventuel sag i medierne”.

Kejserens nye klæder

TV 2 var i sidste uge i kontakt med Dansk Supermarked, som Netto hører under, for at høre, hvordan de forholder sig til spørgsmålet om, hvorvidt de sælger kopivarer.

Her sagde de følgende i en mail:

'Det vil i sidste ende være en juridisk afgørelse, hvorvidt der har fundet en krænkelse sted eller ej. Vurderingen fra vores side er dog helt klart, at der ikke er tale om en krænkelse.

Helt generelt accepterer vi ikke kopivarer i vores butikker. Kopivarer er hverken godt for vores kunder, for os eller de mærkevareproducenter, som mener sig kopieret, så derfor ønsker vi slet ikke noget, der minder om kopivarer.'

Her ses et billede af en side i Nettos tilbudsavis og et udvalg af Anne Blacks keramik.

Men det svar giver Jesper Moseholm ikke meget for.

- Der er ingen tvivl om, at de sælger kopier af Anne Black. Deres svar er ren Kejserens nye klæder. 

Anne Black og Jesper Moseholm har kontaktet deres advokat, og de agter at gå rettens gang.

Nedenfor kan du se et billede fra Anne Blacks Instagram-profil og et billede fra Nettos Instagram-profil.