Business

Mærsk gør klar til gigaskibe

En stigende efterspørgsel får nu rederigiganten A.P. Møller - Mærsk til at investere i en udvidelse af selskabets havneterminal i Los Angeles.

A.P. Møller - Mærsks havnedivision, APM Terminals, er ved at udvide sin terminal i Los Angeles med henblik på at kunne modtage kæmpeskibe fra Fjernøsten.

Antallet af gigaskibe forventes at stige eksplosivt de næste år, men Maersk Line vil ikke sende de største skibe mod USA endnu.

Det skriver Børsen.

Fra 35 til 109

Det samlede antal gigaskibe på havene forventes at blive tredoblet de næste tre år ifølge analysehuset Alphaliner - fra 35 i 2015 til hele 109 i 2019.

Det er en generelt stigende efterspørgsel fra kunderne, som driver den aktuelle udvidelse, der også vil omfatte terminaler i Peru og Mexico.

Dette vil kræve nye ruter for skibene at sejle på, vurderer Kim Fejfer, administrerende direktør i APM Terminals.

Fortsat små fragtmængder bremser planen

- Det er uundgåeligt, at der vil komme større skibe på ruten mellem Asien og USA, og derfor er terminaler nødt til at blive udstyret til at tage imod dem, siger Terminals-chefen til Børsen

På trods af udvidelsen har Mærsks containerrederi, Maersk Line, endnu ingen intentioner om at indsætte de enorme skibe på ruten.

Maersk Lines netværkschef, Anders Boenæs, peger på vedvarende praktiske begrænsninger og på de fortsat små fragtmængder mellem Asien og USA.