Business

Endless Jewelry fyrer hver fjerde medarbejder

Selvom smykkefirmaet Endless Jewelry kun er tre år gammelt, er der sket drastiske forandringer i selskabet. Nu bliver forretningen skåret til.

Der er sket meget siden den kendte forretningsmand Jesper Nielsen, der også er kendt som 'Kasi-Jesper', startede sit nye smykkefirma Endless Jewelry for omkring tre år siden.

Sidste år rykkede en håndfuld kendte investorer ind i ejerkredsen, og i februar blev stifteren, Jesper Nielsen, presset ud af selskabet af den øvrige investorkreds.

Nu sker der igen noget i forretningen.

Direktøren for Endless Jewelry svinger sparekniven over smykkeproducenten.

Paul Moonga har været chef for Endless i mindre end et år og har nu gennemført en organisationsændring, der har givet fyresedler til ni ud af 37 ansatte.

Ifølge TV 2s oplysninger har de afskedigede medarbejdere stabsfunktioner på hovedkontoret i Brøndby.

Mens der bliver skåret kraftigt i kontorjobbene, understreger Endless Jewelry, at man samtidig styrker tilstedeværelsen og indsatsen på de markeder, hvor selskabet har størst potentiale for salg, indtjening og vækst.

Efter sin exit fra Endless - først som direktør, siden som del af ejerkredsen - er Jesper Nielsen inden længe klar med sin nye smykkesatsning, Amazing Jewelry, med startsskud i København.