Hvem har skåret tungen af Brøndbys ejer?
I tirsdags sendte Brøndbyernes IF Fodbold A/S, som er det børsnoterede selskab bag fodboldklubben, en meddelelse afsted til fondsbørsen i København, hvor klubben indkalder til generalforsamling 13. april.
På TV 2 Business-redaktionen følger vi spændt med i den kommercielle udvikling hos de danske fodboldklubber, og vi tog naturligvis kontakt til Brøndby for at høre, om ikke en af klubbens hovedpersoner, bestyrelsesformanden, næstformanden eller måske den midlertidige direktør, ville stille op til kamera og fortælle lidt nærmere om et af de spændende punkter, som rent faktisk er på dagsordenen for den forestående generalforsamling.
Den henvendelse blev besvaret med følgende sms fra klubbens kommunikationsafdeling:
- Vi har ingen kommentarer før til generalforsamlingen den 13. april.
Fans, glem alt om indsigt
En klassisk kommentar fra dansk erhvervsliv, der ofte synes, at vi journalister er lige lovlig nysgerrige. Men i tilfældet med Brøndby er det en indirekte tilbagemelding til klubbens fans, der kan oversættes til:
"I kan glemme alt om, at vi skal fortælle jer, hvad vi går og arbejder på i klubben. Vi holder kortene helt tæt til kroppen, og selvom de løse ender står i kø i klubben, strategisk, finansielt og ledelsesmæssigt, så vælger vi at tie stille og fortæller jer først noget, når vi igen skal bruge jeres penge."
Værsgo at tygge lidt på den, kære Brøndby-fans.
Men lad os vende tilbage til meddelelsen fra Brøndby, for der var faktisk ting i indkaldelsen til generalforsamlingen, som rejser en masse spørgsmål.
Ikke så meget på grund af de ting, der står i indkaldelsen, men mere alt det, som Brøndbys bestyrelse, med rigmanden Jan Bech Andersen i spidsen, ikke skriver noget om.
Trecifret millionbeløb
I indkaldelsen skriver Brøndby, at man vil søge generalforsamlingen om bemyndigelse til at gennemføre en kapitaludvidelse på knap 128 mio. kr. frem til 2021. Det kan virke som formalia, for det er jo ikke sikkert, at Brøndbys bestyrelse benytter sig af denne mulighed, men alt tyder på, at det kommer til at ske.
"Hvilken strategi er det, at denne kapital skal bakke op om? Brøndby har for nærværende ingen strategi, ligesom der heller ikke er en langsigtet løsning hverken på træner- eller direktørposten."
Kasper Kronenberg
Og når man er et børsnoteret selskab, særligt som fodboldklub hvor aktionærerne primært er klubbens fans, så bør man naturligvis i forlængelse af indkaldelsen til generalforsamlingen oplyse om, hvorfor man finder det nødvendigt at kridte banen op til en kapitaludvidelse.
Det er åbenlyst, at det bunder i et kapitalbehov – men hvad skal pengene bruges til?
Hvis Brøndbys bestyrelse vælger at bruge den fulde bemyndigelse og hente 127,5 mio. kr. hos aktionærerne, hvis det da er muligt, hvor skal kapitalen så kanaliseres hen i klubben? Hvilken strategi er det, at denne kapital skal bakke op om?
Ingen strategi eller topfolk
Nå nej, Brøndby har for nærværende ingen strategi, ligesom der heller ikke er en langsigtet løsning hverken på træner- eller direktørposten.
Og i så skrøbelig en situation, hvor alt sejler i virksomheden Brøndby, så ville det klæde Brøndbys bestyrelse at tage deres aktionærer – fansene – lidt ved hånden og fortælle dem, på godt dansk, ikke via en snørklet indkaldelse til en generalforsamling i et svært juridisk sprog, hvad der foregår i klubben lige nu.
For de store spørgsmål omkring Brøndby står i kø:
Holder man fast i, at man er færdig med den nye strategi senest til generalforsamlingen?
Hvornår forventer man at gennemføre kapitaludvidelsen?
Bakker klubbens storaktionær og formand, Jan Bech Andersen, op om denne kommende kapitaludvidelse?
Hvornår forventer man at være på plads med en ny direktør?
Hvornår lander man en ny træner?
Og hvordan agter man at rette op på det iskolde forhold til dele af klubbens fans, samlet i Brøndby Supporters Trust, der ovenikøbet har sæde i bestyrelsen?
Det er altså en seriøs byge af spørgsmål, som fansene utålmodigt venter svar på, og min pointe er, at man godt kan gå ud og adressere de her ting i pressen, også selvom man ikke kan give krystalklare svar på det hele her og nu.
Hvem gider støtte op om noget, som man ikke forstår, og som ledelsen ikke gider bruge kræfter på at kommunikere om?
Kasper Kronenberg
Vidensmæssigt ingenmandsland
For selvfølgelig ved Brøndbys bestyrelse ikke for nærværende præcist, hvornår den får løst alle de problemer, som den selv har bragt sig i. Men giv dog for pokker jeres hårdt prøvede fans nogle informationer at støtte sig til, så de ikke skal sidde i et vidensmæssigt ingenmandsland i tre uger frem mod generalforsamlingen og gætte på det ene og det andet.
Tag fansene lidt med i processen, fortæl dem hvor langt I er, hvem der arbejder på hvad, hvordan ser I det hele falde på plads. Og så videre.
Allervigtigst er det at få en melding fra storaktionæren og bestyrelsesformanden, om han er villig til at skyde mere kapital i klubben.
I meddelelsen fra 9. marts gav Jan Bech Andersen ganske vist tilsagn om at yde lån, så klubben ikke fik likviditetsmæssige problemer, men det er midlertidige tiltag. Det fansene og aktionærerne vil vide er, om Jan Bech Andersen vil skyde mere kapital ind i Brøndby og bakke den nye strategi op finansielt.
Tale kan være konkret guld
Og her kommer vi faktisk til noget af det mest interessante – og potentielt problematiske – hvis ikke Brøndby bliver bedre til at kommunikere og inddrage fansene i klubbens overvejelser.
For fansene ved udmærket godt, at deres storaktionær og med-fan, Jan Bech Andersen, har seriøst dybe lommer. Med andre ord ligger det formodentlig i baghovedet hos de fleste fans, at den kommende strategi, ledelse og kapitaludvidelse et eller andet sted ikke rigtigt kommer dem ved, fordi klubbens ejer alligevel er så velhavende, at han nok skal sikre klubben den kapitaltilførsel, der er brug for.
Og jo mindre klubben siger, jo mindre den kommunikerer om planerne samt finansieringen af disse, jo større er chancen for, at fansene beslutter sig for at beholde pungen i baglommen og lader kapitaludvidelsen være et anliggende for klubbens bestyrelsesformand. For hvem gider støtte op om noget, som man ikke forstår, og som ledelsen ikke gider bruge kræfter på at kommunikere om.
Det kan så godt være, at Jan Bech Andersen dybest set helst vil være majoritetsaktionær, så han kan bestemme alt i klubben. Fred være med det, det kan være en glimrende plan, men indtil vi hører andet, så tror vi på, at klubben har brug for opbakning fra alle aktionærer.
Og den sikrer man altså bedst ved at være ydmyg omkring den svære situation, klubben står i og kommunikere åbent og ærligt om dette.
Undskyldning uden forretningsperspektiv
Og når Jan Bech Andersen åbner munden, den 13. april til generalforsamlingen, så håber vi, at han bliver mere meddelsom, end det var tilfældet den 9. marts. Her gentog han igen og igen, hvor ked af det han var, at han havde kritiseret både træner og den tidligere sportsdirektør på et fanforum. Men der var intet – INTET – til de fans og aktionærer, der måske også interesserer sig lidt for forretningen Brøndby.
Jan Bech Andersen fyrede direktøren, der i parentes bemærket sin korte tid på Vestegnen ikke gav et eneste interview omkring den økonomiske udvikling i klubben. Men bestyrelsesformanden ville ikke fortælle, hvorfor han havde kylet direktøren ud. Og det vel og mærke på en dag, hvor man i regnskabet kunne læse, at bestyrelsen var tilfredse med den kommercielle udvikling i klubben. Men hvorfor så fyre den direktør, som du netop havde ansat, Jan Bech Andersen?
Tiden er inde til, at du begynder at ytre dig om andet end fodbold.