Business

Komité tager afstand fra Nykredit-begrundelse for prisstigninger

Den magtfulde Basel-komité kalder Nykredits begrundelse for prisstigninger "ren spekulation".

Den magtfulde Basel-komité, der udstikker rammerne for fremtidig international regulering for at sikre finansiel stabilitet, undsiger nu Nykredits begrundelse for prisstigninger. Det skriver Jyllands-Posten fredag.

Ifølge avisen har Nykredit hævdet at komitéen har indført regler, der tvinger Nykredit til at hæve priserne og gå på børsen.

- Det er ren spekulation. Det er antagelser baseret på rygter om regelsættets effekt, siger Margaret Chritchlow, kommunikations-ekspert i Basel-komiteen til Jyllands-Posten.

Dårligt lys

Ifølge en bankekspert stiller det Nykredit i et meget dårligt lys.

- Det tyder på det handler mere om et ønske om at blive børsnoteret end om et leve op til et kapitalkrav, som vi slet ikke kender endnu, siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet til Jyllands-Posten.

Men Nykredit fastholder, at børsnoteringen er nødvendig.

- Selv i minimumsversionen vil revisionen af reglerne fra Basel-komiteen udfordre Nykredit væsentligt. Man skal huske på det tager os årevis at bygge kapital op. Derfor kan vi simpelt hen ikke ignorere, at der er nye krav på vej, siger Dan Sørensen, bankdirektør i Nykredit.