Business

EU-bankchef kan sende boligpriserne i kælderen

En rentesænkelse og opkøb af obligationer fra ECB skal give vækst, men det kan ende helt galt for boligmarkedet.

I morgen forventes den Europæiske Centralsbanks chef Mario Draghi at sænke renten og øge opkøbet af obligationer.

Formålet er at sparke liv i den hensygnende europæiske økonomi.

Forventningen er, at minusrenterne vil gøre bankerne mere villige til at øge udlånet og derigennem skabe bedre muligheder for investeringer i erhvervslivet og forbrug hos private.

Flere bankanalytikere ser med milde øjne på nye væksttiltag fra ECB, men ifølge den tyske professor Henrik Müller bevæger centralbanken sig videre ud på et skråplan, hvis kursen fortsættes.

Professor: Kimen er lagt

I et indlæg i Speigel advarer Henrik Müller om, at Europas økonomi er på vej ind i et skyggerige.

På den ene side truer deflationen - faldende priser - og på den ene side truer et boligmarked, der mange steder er præget af en galopperende inflation.

Vi er på vej ind i et økonomisk parallelunivers, i en verden, hvor det normale ikke længere gælder

Henrik Müller, professor Technische Universität Dortmund

- I de sidste fem år er boligpriserne i de syv største tyske byer steget med 45 procent. I Irland ser vi den næste boligboble puste sig op, anfører Henrik Müller, der er tilknyttet Technische Universität Dortmund, i indlægget.

- Kimen til den næste boble ligger netop i her, siger professoren om boligmarkedet og de stigende priser på finansielle produkter som eksempelvis aktier.

Draghi skal ændre kurs

Ligesom mange andre lande i Europa, heriblandt Tyskland og Irland, er Danmark inde i en periode med markant stigende boligpriser, mens den generelle prisudvikling er flad.

Kombinationen af de hastigt stigende boligpriser og banker, der oplever at et stigende antal lån misligholdes, er ifølge Müller en stor trussel mod økonomien i Europa.

- Vi er på vej ind i et økonomisk parallelunivers, i en verden, hvor det normale ikke længere gælder. Plus bliver til minus, godt bliver til dårligt, rigtigt bliver til falsk.

Derfor bør Mario Draghi ændre kurs, advarer den tyske professor.

- Det er på tide, at ECB fjerner foden fra speederen eller i det mindste afventer, om tiltagende fra december virker.

Professorens analyse tegner i det hele taget et dysteret billede af europæisk økonomi, som også trues af en kommende bølge af nedskrivninger af bankernes udlånsorteføljer. 

Draghi kan kun skuffe

Hos Danske Bank forventer chefstrateg Frank Øland, at Mario Draghi vil skuffe den tyske professor og i stedet trykke på den pengepolitiske speeder i morgen torsdag.

- Vi forventer, at Draghi vil sænke renten med mindst 0,1 procent, siger Frank Øland om indlånsrenten hos ECB, der nu ligger på minus 0,3 procent, til TV 2.

Derudover forudser Øland, at ECB meget vel vil skrue op for programmet til opkøb af europæiske obligationer, hvor der i dag støtteopkøbes for 450 millioner kroner om måneden.