Business

Alvorligt lovbrud: Landets største mæglerkæder får millionbøder

En hel række af landets største mæglerkæder accepterer millionbøder for alvorligt brud på konkurrenceloven.

Sagen kort

  • I 2009 aftale Dansk Ejendomsmæglerforening og ejendomsmæglerkæderne, der står bag boligsiden.dk, at de vil opfordre deres mæglere til at boykotte boliga.dk, fordi man ønsker at beskytte boligsiden.dk mod konkurrence.
  • Boykotten indebar, at man ikke skulle stille annoncebilleder til rådighed for boliga.dk.
  • I 2012 anmeldte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
  • Kilde: SØIK

Fem af landets største ejendomsmæglerkæder får bøde på i alt knap 12 millioner kroner for brud på konkurrenceloven. Det meddeler statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet i en meddelelse.

Det drejer sig om Home, Danbolig, Nybolig, Realmæglerne samt Danske Selvstændige Ejendomsmæglere.

De fem mæglerkæder havde indgået en strafbar aftale om at boykotte boligportalen boliga.dk.

EDC og ejendomsmæglernes brancheorganisation vil ikke betale bøden, og SØIK (tidligere bagmandspolitiet, red.) kan derfor vente en straffesag.

- Køb og salg af vores hjem er afgørende økonomiske begivenheder, som for de fleste mennesker kun sker få gange i livet. Det er derfor af overordentlig stor vigtighed, at vi kan regne med fairplay på boligmarkedet. Bødernes størrelse i denne sag afspejler, at der er tale om alvorlige brud på den lov, der skal sikre ordentlig konkurrence på boligmarkedet i Danmark, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

Home, DanBolig og Nybolig har hver modtaget og accepteret en bøde på 3,75 millioner kroner. Realmæglerne har fået en bøde på en halv million kroner, mens Danske Selvstændige Ejendomsmæglere skal betale 80.00 kroner.

Derudover skal flere ledende medarbejdere i selskaberne betale bøder på 25.000 kroner.

- Vi har haft en god kontakt til mæglerne og deres advokater og lyttet til de bemærkninger, som de har fremført. Næsten alle i sagskomplekset har nu valgt at betale store bøder. Bødestørrelserne er inden for det niveau, som de efter anklagemyndighedens vurdering alligevel skulle regne med efter praksis, siger Morten Niels Jakobsen.