Business

Kæmpe fyringsrunde i Dong Energy

Omkring hver tredje ansatte i olieforretningen forsvinder inden for kort tid.

De historisk lave oliepriser koster nu flere hundrede ansatte i Dong Energy jobbet.

Det skriver Finans.dk, og energiselskabet bekræfter over for TV 2, at 280 stillinger skal væk i olie- og gasforretningen.

Med 727 fuldtidsansatte i divisionen ved udgangen af 2015 svarer det til hver tredje ansatte, skriver Finans.dk, der også fortæller, at to norske oliedirektører er fortid i Dong Energy.

Medarbejderne blev torsdag orienteret om planerne, oplyser presseansvarlig Ulrik Frøhlke, der oplyser, at der er i dag er i alt 920 stillinger i divisionen, når man tæller konsulentstillinger og ikke-besatte stillinger med.

- Vi skal skære op mod 280 stillinger. Det omfatter også ledige stillinger, hvor vi skal se på, om de ikke behøver at blive genbesat, siger han til TV 2 og tilføjer, at det også gælder midlertidige konsulentstillinger.

Dong Energys olieforretning beskæftiger i dag ansatte i Danmark, Norge og Storbritannien.

Det er endnu uvist, hvor der skal skæres hårdest, men størstedelen af de olieansatte er i Danmark, oplyser Dong, der vil orientere de pågældende medarbejdere i slutningen af marts.

Fyringer var ventet

Den voldsomme fyringsrunde kommer ikke ud af det blå. I slutningen af januar sagde adm. direktør Henrik Poulsen til TV 2, at en fyringsrunde var på vej.

- Vi har i dag desværre måttet meddele medarbejderne, at der skal ske yderligere nedskæringer og tilpasninger - også i organisationen - for at skabe en forretning, der kan klare sig i det nuværende prismiljø. Her er det vores forventning, at der vil ske yderligere reduceringer i medarbejderantallet, sagde han 26. januar.

De seneste år har i det hele taget været en sur oplevelse for Dong Energys oliedivision.

Ved udgangen af 2012 var der 1214 medarbejdere i den sorte afdeling, og nu ser det tal ud til at være mere end halveret inden for de kommende måneder.

Nordsøen ramt hårdt

De voldsomme fald i olieprisen har taget hårdt på branchen verden over, og det gælder også Nordsøen.

Udover Dong Energy, der også nedlagde 100 stillinger i 2014, har Mærsk gennemført massive nedskæringer, både herhjemme og i udlandet.

De lave oliepriser har også vist sig i historisk store nedskrivninger hos netop Mærsk og Dong Energy.

Kort før adm. direktør Henrik Poulsen fremlagde Dong Energys årsregnskab for 2015, nedskrev han for 16 milliarder kroner, den største nedskrivning i danmarkshistorien, og kort efter fulgte Mærsk op mod en nedskrivning på 17 milliarder - og slog dermed endnu en kedelig rekord.

Ramt af tekniske problemer

De faldende priser er kun en del af forklaringen bag nedturen for Dong Energys olieforretning.

Store tekniske problemer og forsinkelser på projekterne Siri og Hejre i den danske del af Nordsøen har de senere år kostet massive milliardbeløb i reparationer og nedskrivninger.