Business

Realkreditinstitutter hæver bidragssatser: Kunder gør oprør

6.600 kroner mere om året - 150.000 kroner i alt. Det er den forhøjelse af bidragssatsen, der nu får en kunde til at starte et oprør mod Totalkredit.

6.600 kroner om året, i alt 150.000 kroner i de 23 år, lånet varer. En forhøjelse på i alt 300 procent.

Det er den forhøjelse af bidragssatsen - det gebyr, et realkreditinstitut tager for at administere dit boliglån - der nu får Anders Larsen til at starte et oprør mod kreditforeningen Totalkredit, et datterselskab af Nykredit.

- Jeg havde aldrig drømt om at jeg skulle stå med en stigning på 300 procent, siger en af de kunder, der nu er gået til kamp mod forhøjelsen, Anders Larsen fra Ikast, til TV 2.

Han står nu i spidsen for en Facebook-gruppe, der er gået til kamp mod stigningen, som rammer mellem 400.000 og 500.000 danskere.

”Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit” hedder Facebook-gruppen.

- Hvis vi kommer en 5.000-10.000 mennesker og siger til dem 'enten makker i ret og følger det, der er anstændigt eller også flytter vi allesammen', siger Anders Larsen.

Hos koncernchef Michael Rasmussen, Nykredit, er der stor forståelse for kundernes vrede.

- Jeg har meget stor forståelse for, at det for en lang række af vores kunder føles som et stort beløb, siger Michael Rasmussen til TV 2.

Det er en kommende børsnotering, der nødvendiggør forhøjelsen af bidragssatsen. Det kræver en solid kapitalindsprøjtning.

- Konstruktionen, vi laver, er så unik, og det er den, der mulligøre, at vi over tid kan bevare en konkurrencedygtighed og have stærkt attraktive priser, siger Michael Rasmussen.

Anders Larsen skifter nu kreditforening.

- Jeg vil ikke betale til et firma, der uhæmmet hæver priserne, siger han.

På Facebook forsøger Nykredit nu også at imødegå shitstorm og kundeflugt.

- Vi har stor forståelse for, at det som kunde er frustrerende, når priserne stiger. Vi har også spurgt os selv mange gange, om det virkelig er nødvendigt. Det er det desværre, og vi vil meget gerne forsøge at forklare hvorfor, skriver Nykredit i et Facebook-opslag.

I morgen mellem kl. 8:30 og 10:00 vil koncernchef Michael Rasmussen svare kunderne på spørgsmål om forhøjelsen. Nykredit lover også i Facebook-opslaget, at en børsnotering vil betyde, at kunderne kan få penge tilbage.

- Som en børsnoteret koncern kan Nykredit også som noget unikt introducere fordelsmodellen KundeKroner for vores kunder. Det betyder, at vi kan tilbageføre penge til vores kunder, skriver Nykredit i Facebook-opslaget.