Business

Giganter kaster redningskrans til presset erhvervsklenodie

Industriselskabet FLSmidth lider på børsen, men kan ifølge eksperter ånde lettet op. Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfondens forhindrer opkøb.

Danmarks mest pressede selskab blandt eliteaktierne, FLSmidth, har fået kastet en redningskrans.

De to stenrige fonde, Novo A/S og Lundbeckfonden, ejer efter massive opkøb til sammen mere end hver fjerde FLS-aktie, og det vækker genklang i investorkredse.

Det 134 år gamle industriselskab har gennem årene været frygtet på vej på udenlandske hænder, fordi FLS ikke har en stærk ejer i ryggen og samtidig er blevet halveret i værdi på børsen de sidste fem år.

Flere professionelle investorer samt analytikere vurderer over for TV 2, at investeringsfondene er en såkaldt 'hvid ridder' i finansielle termer, der kan forsvare FLS mod opkøbere som kapitalfonde.

- Det sikrer, at FLSmidth forbliver på danske hænder. Det værste der kunne ske var, at aktiekursen går rigtig langt ned, og at der så kommer et bud på FLSmidth, der så bliver taget af børsen til en lav pris, siger Johnny Madsen, investeringschef i kapitalforvalteren Dansk Formue- og Investeringspleje.

Novo A/S, der er Novo Nordisk Fondens investeringsselskab, er med minimum 15 pct. af aktierne i sin varetægt største aktionær, men investeringsdirektør Morten Beck Jørgensen vil ikke kommentere storaktionærernes beskyttelse af FLS.

Han slår dog fast, at Novo A/S har tænkt sig at blive længe i FLSmidth i forventning om en solid fremtidig gevinst.  

- Det er en del af den finansielle investeringsstrategi for Novo A/S, at vi bliver langvarige investorer i veldrevne, større, stabile virksomheder, hvor vi tror på en værdiforøgelse på længere sigt, skriver Morten Beck Jørgensen i et emailsvar til TV 2.

Topchef Thomas Schulz skjuler heller ikke sin glæde over at have fået arbejdsro med de to store investorer i ryggen.

- Det er godt for at have stærke investorer inde i vores aktie. Det bekræfter vores aktiviteter, vores håndtering af markedssituationen og selve strategien, så det er naturligvis godt for vores selskab, lyder det fra FLS-direkøren.

FLSmidth er suverænt den aktie, som flest internationale hedgefonde spekulerer imod. Hver tiende aktie er udlånt til spekulation i kursfald, og rammer FLS-aktien pludselig en optur, vil spekulanternes flugt kun accelerere kursfremgangen.

Investeringschefen tror, at Lundbeckfonden og Novo har gjort et scoop ved at købe stort i den slagne FLS-aktiekurs.

Med til at illustrere den dybe og lange markedskrise i FLSmidth er den faste titel af at være den aktie i kongeriget, der spekuleres mest imod. Otte internationale hegdefonde har i øjeblikket lånt over 10 pct. af aktierne i FLS til spekulation i kursfald. En foruroligende møllesten om halsen på ledelsen.

Investeringschef Johnny Madsen er en af de investorer, der med spænding ser frem mod det forventede tidspunkt, hvor hedgefondene vælger eller på grund af stor kursfremgang er tvunget til komme ud af deres væddemål mod FLS-aktien. Det skal nemlig rent teknisk ske ved at købe aktier tilbage i markedet for at aflevere dem til de investorer, de er lånt af.

- Her ligger der et pænt potentiale, for aktien kan stige både meget kraftigt og meget hurtigt – ligesom vi så det gå hurtigt nedad, siger Johnny Madsen.

Selvom spekulationen fortsat er massiv mod FLS, er aktien begyndt at vejre morgenluft som en af de få stigende aktier i et 2016, der er kommet historisk dårligt fra start. Men ser man på både tre og fem års sigt, er FLSmidth den suveræne taber i C20-indekset med svære hug, mens eliteaktierne er steget markant.