Business

Klaus Riskær åbner kæmpe hashmark i Uruguay

Finansmanden skal fremover dyrke medicinsk cannabis på marker i det sydamerikanske land.

Den danske erhvervsmand Klaus Riskær Pedersen har kastet sig ud i et nyt forretningseventyr.

Denne gang har iværksætteren sat kurs mod Uruguay, hvor han sammen med seks partnere skal producere cannabis til medicinsk brug. Det oplyser han mandag på sin Facebook-profil.

Sammen har de etableret selskabet Nube Serena SA, som skal stå for produktionen på en 600.000 kvadratmeter stor mark i det sydamerikanske land. Når produktionen er i omdrejninger, forventer de at kunne levere 50-75 ton cannabis om året.

Som med internettet i 1995

I Holland og Israel har medicinsk cannabis været lovligt i over ti år, og flere amerikanske stater har også allerede gjort den medicinske cannabis lovlig. Herhjemme ønsker flere partier også at køre en forsøgsperiode, hvor praktiserende læger må ordinere cannabis.

Derfor er der et potentielt stort marked for den nye forretning, mener Klaus Riskær Pedersen.

- Vi står i 2016 med medicinsk cannabis, som vi gjorde i 1995 med internettet. Det er som om, det er det første år, det bryder igennem. Det afgørende er, at brugen af medicinsk cannabis som slutprodukt er ved at blive lovliggjort i flere lande. Det går meget hurtigt nu, siger han til DR Nyheder.

Han oplyser, at Nube Serena SA har allerede lavet en aftale med en schweizisk virksomhed, der meldes klar at overtage de færdigdyrkede planter, hvis kvaliteten er i orden.

Aftale med myndighederne

Klaus Riskær Pedersen skriver på Facebook, at selskabet har tiltrådt en regeringslicens med regeringen i Uruguay til at producere cannabis til medicinsk brug, og at man har taget det store areal landbrugsjord i brug fra den 1. februar. Efter planen skal produktionen være påbegyndt i tredje kvartal i år.

Den danske erhvervsmand oplyser, at han ejer 25 procent af det nye selskab gennem det danske holdingselskab Reboot ApS.

Riskær har tidligere gjort sig bemærket med flere store iværksætterprojekter, herunder internetudbyder-firmaet Cybercity ved internettets spæde start i 90'erne, men er også tidligere straffet flere sager om bedrageri og skyldnersvig.

TV 2 har mandag aften været i kontakt med Klaus Riskær Pedersen, der ikke ønsker ikke at udtale sig uden at kunne opstille betingelser, som TV 2 ikke har kunnet imødekomme.