Fyret Novo-boss: Langt de fleste direktører bliver opsagt
TV 2 har talt med den tidligere direktør Eivind Kolding efter fyringen.
Efter to år på posten som adm. direktør for Novo Nordisk Fondens investeringsselskab Novo A/S er Eivind Kolding blevet opsagt, uden at bestyrelsen har en afløser på plads. Dermed er Eivind Kolding fyret fra et absolut topjob i dansk erhverv for anden gang på to et halvt år – først Danske Bank og nu Novos pengetank med over 300 mia. kr. at lege med.
Bestyrelsen ønsker en topchef med anden baggrund. Hvad er der galt med din baggrund i toppen af dansk erhvervsliv?
- Jeg ser sådan set også tilbage på de år, der er gået, med rimelig stolthed, for vi har fået professionaliseret organisationen, vi lavede rekordresultat i 2014, og det gør vi også i 2015, og vi er vokset på investeringsområderne. Så jeg er ikke i tvivl om, at Novo A/S er blevet bragt i den rigtige retning fremad i min tid. Men bestyrelsen sætter holdet – også hvem der skal drive det videre på den helt lange bane - og der har man altså ønsket en anden profil.
Når Novo A/S ikke er utilfreds med din indsats eller investeringer, hvad er der så galt?
- Det er helt suverænt bestyrelsens afgørelse, og det har jeg forståelse for. Det er dem, der sætter ledelsen, og jeg har været med i gamet længe nok. Sådan er det. For mig har det været vigtigt, at jeg kan stå indenfor den indsats, jeg har leveret, og det mener jeg i højeste grad, jeg kan.
Ved finansdirektør Bjarne Gravens exit for nylig udtalte du, at du gerne havde set jer arbejde sammen længe endnu. Havde du gerne fortsat længe i Novo A/S?
- Det vil jeg ikke lægge skjul på. Det ville jeg da gerne. Jeg synes, det er en spændende virksomhed med spændende muligheder, så jeg havde gerne taget nogle flere år. Men det bestemmer bestyrelsen – ikke mig.
Hvorfor ikke fortsætte, til en afløser er på plads?
- Det er bestyrelsens valg, men generelt fungerer en topchef, der stopper, sjældent specielt godt, fordi det er vanskeligt at træffe beslutninger, der rækker ud i fremtiden, når man ikke er i virksomheden. Så mon ikke det afspejler beslutningen.
Hvordan fik du opsigelsen at vide?
- Jeg har haft nogle dage til at vende det med Sten Scheibye (bestyrelsesformand, red.), men nyheden skal brydes på et eller andet tidspunkt, og da det skete, var jeg ikke klar over, at beslutningen var kommet. Så på den måde var det uventet. Men jeg har det ok med beslutningen. Det er nu engang vilkårene, når man arbejder i erhvervslivet.
Hvad koster det Novo A/S at opsige dig?
- Jeg får et opsigelsesvarsel på godt et år, og derudover har jeg en fratrædelsesgodtgørelse på et års løn. Så jeg får godt 20 mio. kr.
Du er 56 år, hvilket ikke er pensionsalder i Danmark, så hvad skal du nu?
- Jeg skal bestemt ikke pensioneres. Jeg har været meget aktiv i erhvervslivet med ledelsesposter i mange år, og selvom det er tidligt at være kategorisk, så fokuserer jeg nu mod bestyrelsesarbejdet og andet rådgivningsarbejde. Jeg har meget bred erfaring fra mange industrier og geografier, så jeg er sikker på, at jeg kan gøre gavn af den i bestyrelsesarbejde. Så det er ikke et nyt topchefjob, der står øverst på ønskelisten.
Så du vil sige nej til et nyt topchefjob?
- Ja, med det lille forbehold, at jeg godt vil bruge lidt tid til at tænke over det. Men det er ikke det, jeg tror, at jeg ender med.
Da du sagde op i Maersk Line, havde du så i din vildeste fantasi forestillet dig, at du efterfølgende ville blive fyret fra to af landets største direktørjob?
- Jeg tror ikke, at der er nogen, der tager et job med den forventning at blive sagt op. Det har jeg heller ikke gjort. Men samtidig er man som topchef realistisk med hensyn til din egen levetid. Langt de fleste direktører bliver sagt op på et eller andet tidspunkt. Det tror jeg bare, at man skal vænne sig til, og jeg tror også, at folk efterhånden har vænnet sig til det. Direktørposter varer stadig kortere, så derfor skal man ikke kigge så meget på, at man stopper, men på om man har lavet en indsats, man kan stå indenfor. Og det mener jeg, at jeg kan.
Bestyrelsesformand Sten Scheibye har ikke ønsket sig at udtale sig til TV 2. Vi ville ellers gerne have spurgt, hvad Eivind Kolding har manglet, om det var en fejlansættelse, om der er behov for en tungere investeringskapacitet i Novo A/S, og hvor længe Sten Scheibye kan varetage både formands- og topchefposten samt mangle finansdirektør.