Business

Fik gyldent håndtryk på 73 millioner: Håber jeg er pengene værd

Novo Nordisk udløste sidste år den suverænt største faldskærm over tidligere direktør Kåre Schultz, der nu er topchef i Lundbeck.

Manden med danmarkshistoriens største gyldne håndtryk, Lundbeck-direktør Kåre Schultz, er ikke meget for at tale om rekorden.

I alt 73 millioner kroner har den tidligere nummer to i Novo Nordisk fået fra sin tidligere arbejdsgiver-  før skat vel at mærke.

Det placerer Kåre Schultz langt foran kollegerne på listen over de største håndtryk i dansk erhvervsliv nogensinde (se den tidligere liste her).

Er nogen mennesker så mange penge værd?

- Det er venligt at dig at spørge, men jeg tror, det er bedst at sige, at det har jeg ingen kommentarer til, siger Kåre Schultz til TV 2 (se interviewet øverst i artiklen).

Det er jo penge, du får ind på kontoen?

- Jeg får en rigtig høj løn ligesom andre administrerende direktører, og jeg får også bonus, siger direktøren og tilføjer.

- Det eneste jeg kan sige er, at man må jo håbe, at det er pengene værd i form af, at vi kan skabe nogle gode udviklingsmuligheder her i Valby for medarbejderne og rundt omkring i verden, og vi kan skabe nogle rigtig gode produkter for de patienter, der har brug for dem og dermed kan øge indtjeningen i Lundbeck.

Så du mener, at du er alle dine penge værd?

- Det sagde jeg ikke, siger medicinaldirektøren, der sidste år nåede at hæve 9,5 millioner lønkroner fra Lundbeck, som ansatte ham i maj.

Kåre Schultz, der i årevis var udset som Lars Rebien Sørensens arvtager hos Novo Nordisk, blev hentet til Lundbeck straks efter sin afsked med Novo Nordisk i foråret 2015.

Siden ankomsten har Schultz taget særdeles hårdt fat, blandt andet ved at fyre hver sjette af de godt 6000 ansatte, nedskrive værdier for milliarder og ved at droppe satsninger på en række lægemidler i selskabet, der er specialiseret inden for hjernesygdomme som depression, alzheimers og parkinson.

Aktiemarkedet har kvitteret for de barske greb ved at sende aktien markant i vejret det seneste år. Markedsværdien er i dag 46 milliarder kroner, tæt på en fordobling.

Gigantisk aftale til nordmand

Selvom 73 millioner kroner er et massivt beløb, er det dog vand i en international sammenligning over de største gyldne håndtryk.

Vi skal ikke længere væk end til Norge for at slå rekorden med længder.

Bare en måned efter den tidligere Statoil-direktør Helge Lund blev hentet til topposten i det britiske olieselskab BG Group, blev det annonceret, at hans stilling ville blive overflødig på grund af en fusion med Shell.

Trods den meget korte tid i jobbet har det udløst et gyldent håndtryk på over 300 millioner kroner til Helge Lund.