Business

REMA 1000 blæser til discountkrig: Vil åbne 130 nye butikker i Danmark

Norske REMA 1000 tager kampen op mod Netto-kæden og varsler over 100 nye butikker i Danmark de kommende år.

Den norske discountkæde REMA 1000 vil i de kommende år åbne markant flere butikker for at udfordre konkurrenten Netto fra Dansk Supermarked.

Det fortæller adm. direktør i REMA 1000, Henrik Burkal, til Børsen.

- Vi har hævet overliggeren for, hvor mange REMA 1000-butikker, der er plads til i Danmark. Før sagde vi 300, nu siger vi mindst 400, siger han.

Normændene har allerede 272 danske butikker, så med det nye mål er der altså omkring 130 nye butikker på vej.

15-25 nye butikker om året

Sidste år åbnede der 11 nye REMA 1000 herhjemme, men den udvikling skal nu have ekstra fart.

- Målet er 15-25 butikker om året. Vi har før sagt op til 20 butikker, men vi vil gerne øge antallet, siger Henrik Burkal til Børsen.

Udfordringen for REMA 1000 er at finde gode placeringer til sine nye butikker, men den varslede ændring af planloven vil angiveligt gøre det nemmere at få tilladelser til at bygge nyt.

Netto svarer igen med 25 nye butikker

Netto oplyser fredag morgen i en pressemeddelelse, at der i løbet af 2016 vil åbne flere end 50 nye eller udvidede Netto-butikker. Tallet dækker over mindst 25 nybyggede butikker, mens lige så mange butikker gennemgår omfattende udvidelser eller renoveringer.

- Både på vores markedsandele og antallet af kunder har vi de seneste år oplevet vækst. Det tager vi som et klart signal fra kunderne om, at de er tilfredse med vores høje kvalitet og lave priser. Med det i baghovedet er vi også overbeviste om, at der er plads til flere butikker på landkortet, udtaler Brian Seemann, direktør for Netto Danmark.

Ifølge Retail Institute Scandinavia sidder norske REMA 1000 på 23 procent af discountmarkedet, mens Netto har en markedsandel på 36 procent i sine 461 butikker.