Nye kampfly

Boeing løfter sløret: Derfor pumper vi penge i danske droner

Den amerikanske flyproducent Boeing vil investere et større beløb i danske droner - hvis Danmark køber kampfly.

De små - og i nogle tilfælde temmelig store - ubemandede og flyvende droner bliver mere og mere populære. 

Både hos private danskere, men også erhvervslivet har man set potentialet i maskinerne, der blandt andet kan tage billeder, lave opmålinger og inspicere i landbruget og industrien. 

Særligt har den amerikanske producent af flyvemaskiner Boeing vist stor interesse for den danske drone-industri.

Vil investere anseeligt beløb 

Senest har den amerikanske luftfartsgigant meldt ud, at den vil investere et endnu ukendt beløb i den danske droneindustri. Det skriver Berlingske Business

Ifølge Boeings strategiske direktør Logan Jones er der dog ingen tvivl om, at investeringen vil sætte den danske stats investeringer i perspektiv - innovationsfonden investerede i sidste uge 10 millioner i udviklingen af droner. 

Der er bare én betingelse. 

Danmark skal, når der skal købes nye kampfly, købe Boeings F-18 Super Hornet-fly. En potentiel kontrakt til en værdi af op mod 30 milliarder kroner, skriver Berlingske Business.   

Ikke første gang Boeing bejler

Det er langt fra første gang, at Boeing udviser interesse for de danske droner. 

I marts sidste år skrev den amerikanske flyproducent Boeing under på en aftale med Danmarks eneste drone-testcenter i Odense. Den aftale gik ud på, at der fra maj sidste år skulle flyve store droner i luften over Odense og Fyn. 

Og i slutningen af maj sidste år lykkedes det så Boeing at sende ScanEagle-dronen i luften. 

ScanEagle, der har et vingefang på tre meter, fløj til vejrs og skrev samtidig luftfartshistorie som den første drone i Europa, der fløj uden for synsvidde fra det sted, den blev afsendt.