Slut med car2go i København - lukker efter 17 måneder
Car2go drejer nøglen om efter kun 17 måneder i hovedstaden. Danskerne har ikke taget konceptet til sig.
Car2go, der er en af verdens førende virksomheder inden for delebiler, har besluttet at lukke sin forretning i København. Dermed drøner de små blå og hvide bybiler med plads til to personer ud af det danske marked. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Efter hvad der ellers lignede en lovende start i København for 17 måneder siden, har det vist sig, at virksomheden ikke har været i stand til at nå det forventede antal medlemmer og det niveau i brugen af bilerne, som er nødvendigt for at kunne fortsætte ordningen i København.
- Car2go har ikke nået den kritiske masse i efterspørgslen, som var nødvendig for at etablere en succesfuld, levedygtig og robust forretning i Danmark. Vi beklager de gener, som lukningen af ordningen i Danmark måtte få for vores medlemmer. Og vi vil gerne takke vores dedikerede medarbejdere og forretningsparnere for det arbejde, de har lagt i at opbygge car2go i København, skriver car2gos europæiske CEO, Thomas Beermann i pressemeddelelsen.
Kan benyttes en måned endnu
Nuværende medlemmer kan dog fortsætte med at bruge bilerne i København indtil den 15. februar i år.
Virksomheden opfordrer derudover sine medlemmer til at konsultere car2go’s danske hjemmeside og facebookside for yderligere informationer om nedlukningen af bybilordningen i København.
Car2go har over 14.000 biler og 1,1 million medlemmer fordelt over 30 byer i Europa og Nordamerika og forventer at lancere i Kina senere i år.