Storbank: Sælg alle dine aktier nu
To storbanker advarer mod en omfattende aktienedsmeltning. Dansk chefstrateg afviser imidlertid ny nedtur og kalder udmeldingen 'skinger'.
Den britiske storbank The Royal Bank of Scotland og franske Société Générale advarer nu deres kunder om, at vi styrer mod en ny aktienedtur, som den verden oplevede i 2008.
Mest drastisk opfordrer Bank of Scotland lige frem sine kunder til at sælge alle deres aktiver bortset fra de mest sikre obligationer. Finanshuset venter, at 2016 bliver et ødelæggende år med global deflation og fald i både aktiekurser og oliepriser.
- Sælg alting undtagen kvalitetsobligationer. Det handler ikke om sikre afkast, men om at få sine penge sikkert hjem igen. I en overfyldt sal kan udgangene være svære at få øje på, skriver Finanshuset i en note til sine kunder.
Chefstrateg: Barnlig udmelding
Hos Danske Banks chefstrateg bliver udmeldingen fra Bank of Scotland modtaget med let hovedrysten. Her mener man, at aktienedturen er overgjort.
- Man må sige, at det er spektakulært. Men det er også en lidt barnlig og skinger udmelding, som vi er helt uenige i, siger Frank Øland og fortsætter:
- Vi mener ikke, at RBS's argumenter holder. Aktienedturen er overgjort. Det er især Kinafrygt og bekymring for konsekvenserne af de fortsat faldende oliepriser, der har presset aktiekurserne ned. Kinafrygten er overgjort, og vi må ikke ignorere, at lave oliepriser, selv om de skaber uro på kort sigt, er positive for væksten I USA, Europa, Japan osv. på længere sigt, siger Frank Øland.
Han mener i stedet, at det er tid til at overveje at købe lidt op.
- Vi vurderer, at den seneste tids kursfald på aktiemarkederne er overgjorte, og at stabiliseringen af den kinesiske valuta kan markere et vendepunkt for aktiemarkederne. Vi mener derfor, at det kan være en god anledning til at øge aktieandelen lidt, siger Frank Øland.