Business

EU-Kommissionen underkender belgiske skatteregler

Margrethe Vestagers undersøgelse af belgiske skatteregler sender milliardregning til 35 multinationale selskaber.

EU-Kommissionen slår fast, at dele af de belgiske skatteregler er ulovlige. Det oplyser Kommissionen mandag.

Samlet skal 35 multinationale selskaber derfor betale 700 millioner euro - svarende til 5,2 milliarder kroner - tilbage. Det drejer sig primært om europæiske selskaber, oplyser EU-Kommissionen.

Det er den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, der i februar sidste år satte en undersøgelse i gang om de belgiske skatteforhold.

- Belgien har givet et antal af multinationale selskaber betydelige skattemæssige fordele, der bryder EU-reglerne om statsstøtte, siger Margrethe Vestager i en kommentar til afgørelsen ifølge Ritzau Finans.

- Det forvrider konkurrencen på ydelser, da mindre konkurrenter, der ikke er multinationale, ikke får samme fordel, tilføjer hun.

Går ud over EU-borgerne

Undersøgelsen har nu vist, at en særlig form for virksomhedsbeskatning i Belgien er i strid med EU's regler om statsstøtte.

Den belgiske skat har gjort det muligt for multinationale virksomheder med afdelinger i Belgien at reducere deres skattebetaling af overskydende indtjening, der er en følge af, at de har afdelinger i flere lande.

Margrethe Vestager siger, der er mange måder at EU-landene kan give tilskud til investeringer:

- Men hvis et land giver visse multinationale selskaber ulovlige skattemæssige fordele, som tillader dem at undgå at betale skat af de fleste af deres faktiske overskud, skader det en fair konkurrence i EU, som i sidste ende sker på bekostning af EU-borgere.