Danmarks valutareserve rasler ned
Den danske valutareserve voksede til et rekordhøjt niveau i løbet af 2015 som følge af den såkaldte 'kronekrig', hvor valutaspekulanter spekulerede mod den danske krone - en 'kronekrig', du kan høre mere om i tv-indslaget ovenfor.
Nu slækker Nationalbanken dog på forsvaret af kronen. Valutareserven er nemlig faldet til til 434,9 milliarder kroner i december fra 483,9 milliarder kroner måneden før, viser nye tal fra Nationalbanken tirsdag eftermiddag.Det er det største registrerede fald i statistikken levetid – det vil sige siden starten af 1987.
- Der er således også tale om et klart skifte i forhold til de foregående tre måneder, hvor faldet i valutareserven omvendt aftog i styrke, siger chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer i en kommentar til tallene.
Historisk set er valutareserven dog stadig høj.
Det hører dertil med til historien, at selv om valutareserven nu er faldet til det laveste niveau siden starten af 2011, så er der på ingen måde tale om et lavt niveau i en historisk kontekst. Det er således ikke utænkeligt, at Nationalbanken ønsker et markant lavere niveau for valutareserven, da det vil give Nationalbanken mere albuerum hvis kronen skulle blive ramt af et angreb lig det vi så i starten af 2015, siger Tore Stramer.
Faldet på 49 milliarder kroner dækker over, at Nationalbanken i julemåneden solgte ud for 49,6 milliarder kroner af sin pengetank af fremmed valuta. Derudover trak blandt andet renteindtægter opad med 0,7 milliarder kroner, mens statens udenlandske låntagning trak ned med 0,1 milliarder kroner
Med decembers fald i valutareserven gik den samlet set tilbage med 22,7 milliarder kroner i 2015, selv om Nationalbanken øgede reserven massivt i begyndelsen af året, hvor der i stor stil blev solgt kroner og købt udenlandsk valuta for at forsvare fastkurspolitikken.