Staten sælger ud: Køb en politistation eller et skattekontor

Hvis du har et ønske om at flytte ind på en politistation på en mondæn adresse i København, så er det nu du skal slå til.

Staten skal nemlig af med 12 unikke ejendomme, da de ikke længere er i brug. Det er Statens Ejendomssalg, Freja Ejendomme, som skal stå for salget af de unikke boliger, der blandt andet inkluderer en politistation i København, et skattekontor i Randers og et Veterinærinstitut med 19.000 kvadratmeter bolig på Frederiksberg.

Der er altså tale om særegne bygninger og ejendomme, som dog også kræver en pengepung af en vis størrelse. Politistationen på Store Kongensgade i København har for eksempel en salgspris på 60 millioner kroner. Til gengæld får du også 3000 kvadratmeter at boltre dig på – i centrum af København. Ejendommen byder blandt andet på motionsrum, forhørslokaler og detentionsrum.

- Vi forventer, at de to ejendomme i Store Kongensgade vil vække stor interesse blandt investorerne. Store Kongensgade er jo en af de bedre beliggenheder, du kan få i København, udtaler salgsdirektør i Freja ejendomme, Jes Rovsing på firmaets hjemmeside.

Ikke kun for københavnere

Men det er ikke kun i København, at der er boliger til salg. I Aalborg kan du erhverve gamle universitetsbygninger, og i Haderslev er endnu en politistation til salg. Her får man 502 kvadratmeter for knap syv millioner kroner. Samtidig kan et gammelt skattekontor på 6400 kvadratmeter i Randers erhverves for 42 millioner kroner. 

- Det sidste års tid har vi oplevet, at de gode tider på ejendomsmarkedet har spredt sig fra hovedstaden til resten af landet. Vi har blandt andet solgt rigtig mange af vores jyske ejendomme. Derfor skulle det ikke undre mig, hvis en del af de ejendomme i Jylland, der netop er sat til salg, ryger hurtigt, siger Jes Rovsing. 

I den mindre prangende ende af skalaen ligger et hus i Sisimiut – Grønlands andenstørste by. Her er der tale om 104 kvadratmeter til næsten en million kroner – og ifølge salgsopslaget trænger ejendommen ’generelt til en gennemgribende renovering’.

Freja Ejendomme er ejet af staten og har solgt alt fra fyrtårne til fængsler.