Business

500 Hjem-Is-butikker på vej i Kina: Sådan skal de se ud

- Den kinesiske forbruger efterspørger i høj grad vestlige kvalitetsprodukter, og det er her, man har fået øjnene op for Hjem-Is. 

Sådan lyder meldingen fra Hjem-Is' medejer og driftdirektør, Tom Roth, der er kommet hjem fra Kina med en millionkontrakt.

Selskabet har indgået partnerskab med en kinesisk milliardær omkring et færdigt butikskoncept, som skal spredes ud over hele Kina. Planen er, at der skal åbnes 500 butikker over hele landet. Første butik åbner første halvår 2016.

- Det er et rigtig stort eventyr, vi begiver os ud på. De 500 butikker skal etableres i løbet af 4-6 år. Det er en ambitiøs men realistisk målsætning, siger Tom Roth og fortsætter:

- Det er klart, at med 1,4 milliarder indbyggere i Kina, så må man sige, at vi bevæger os ind på et umætteligt marked.

Ingen Hjem-Is-biler på de kinesiske gader

Mens Hjem-Is i Danmark er kendt for biler med ringende klokker, så kommer ekspansionen i Kina til at ske gennem åbning af butikker. Blandt andet i indkøbscentre. Planen er, at Hjem-Is skal stå for produktinnovationen og designoplægget til konceptforretningerne.

Den kinesiske partner skal så til gengæld finde de rette lokationer til butikkerne.

- Vores kinesiske partner opererer i forvejen i levnedsmiddelindustrien og i detailbranchen. Så vi mener, det er et meget stærkt partnerskab, vi har indgået. De har infrastrukturen og logistiksetuppet til os og af gode grunde et meget indgående kendskab til detailhandlen på det kinesiske marked, siger Tom Roth.

Forventer mangedobling af omsætningen

Tom Roth fortæller, at de kinesiske forbrugere kan forvente den samme kvalitet, som Hjem-Is har levere i Danmark i 40 år.

- Den gode kvalitet skal skal være genspejlet i hele konceptet. Designet på butikkerne, serviceniveauet i forretningerne og den oplevelse der er i at spise og opleve vores produkter, siger Tom Roth.

Han forklarer, at det kinesiske ismarked er relativt lille, men indeholde et stort vækstpotentiale.

- Med de store vækstrater, der er indenfor branchen, så giver det her os nogle enorme muligheder, som vi nu målrettet sætter i søen. med de forløbelige 500 planlagte butikker, så forventer vi en mangedobling af den omsæting, som vi generer i dag i form af vores traditionelle forretninger med de 125 biler, vi har kørende på gaderne i Danmark, siger Tom Roth.