Business

Disse julegaver kan du forvente at få i år

Det er svært at sige jul uden også at sige gaver.

Og med juleaften lige rundt om hjørnet, er der nok flere, der går og venter spændt på, om deres juleønsker mon går i opfyldelse.

De hedeste gaveønsker blandt voksne er i år bøger, gavekort, tøj og sko samt penge.

Det viser Deloittes årlige analyse af julehandlen, hvor mere end 14.000 forbrugere fra Europa, heraf 760 fra Danmark, har deltaget.

Kvinderne kan godt glæde sig

Er man kvinde, kan man godt begynde at glæde sig til at pakke gaver op. Undersøgelsen viser nemlig, at kvinderne ser ud til at få præcis, hvad de ønsker sig. Kvinderne ønsker sig bøger, gavekort, tøj og sko.

Hos mændene forholder det sig en smule anderledes. For igen i år er pengegaver nummer et på listen over deres ønsker, mens rejser er nummer fem på listen. De kan dog godt skyde en hvid pil efter begge dele. Mændene kan i stedet forvente at få gavekort, tøj eller bøger.

- Typisk for kvinder er, at de giver de gaver, de selv ønsker sig. Således er bøger, gavekort samt tøj og sko på top 3 over kvindernes gaveønsker. Det er de selv samme ting, de giver til andre. Det er også præcis de ting, de får af deres mænd, siger partner i Deloitte Peter Mølkjær, der er ekspert i forbrug.

Smartphones daler på ønskelisten – flere skal ud at spise

Undersøgelsen viser desuden, at de mere traditionelle elektroniske gaver som smartphones og cd’er daler på folks ønskelister. 90’ernes kærlighedsbarn, cd’en, er for eksempel røget ud af top 10 over de gaver, vi giver hinanden, mens smartphones falder otte procentpoint fra 26 procent sidste år til 18 procent i år.

Til gengæld er der flere, der skal ud at spise. Sidste år ville seks procent give restaurantbesøg i gave. Det tal er steget til ni procent i år. I samme boldgade finder vi gaveæskerne, som indeholder oplevelser. I år vil syv procent give gaveæsker i gave.

- Også i år kommer der til at ligge masser af oplevelsesgaver under juletræet. Teater- og koncertbilletter er rykket fra en 8. plads til en 5. plads over kvindernes gaveindkøb. Samtidig er der en klar stigning i både restaurantbesøg og gaveæsker med oplevelser, siger Peter Mølkjær og forklarer:

- I stedet for at give penge, som er en kedelig gave, så begynder mange at give oplevelsesgaver. Og det er en god idé, for hvem bliver ikke glad for et restaurantbesøg, en hotelovernatning eller en tur i luftballon. Det er et tiltrængt pusterum i dagligdagen.

- Og så ligger der også et element af samvær i det. For hvis man giver et biografgavekort, så tager man jo tit afsted sammen. Eller man går ud og spiser brunch sammen med kærsten, siger Peter Mølkjær.

Den typiske danske husstand vil i år bruge 2.800 kroner på gaver. Det er en svag stigning i forhold til sidste år.

Hun giver ham:

1. Bøger 2. Tøj og sko 3. Gavekort

Han ønsker sig:

1. Penge 2. Bøger 3. Gavekort

Han giver hende:

1. Bøger 2. Gavekort 3. Tøj og sko

Hun ønsker sig:

1. Bøger  2. Gavekort 3. Tøj og sko

Kilde: Deloitte