Topøkonom advarer: Verden kan stå over for en ny finanskrise
Den globale økonomi viser bedring med rentehop i USA, men under overfladen lurer en voldsom trussel i voldsom gældsætning blandt tvivlsomme virksomheder.
Det siger Willem Buiter, global cheføkonom hos Citi, en af verdens største banker, i et interview med TV 2.
Ifølge Buiter, der har hollandske rødder og i dag er baseret i New York, har en meget stor gruppe selskaber forgældet sig for meget.
- Hvis man ikke holder de tegn på finansiel ustabilitet under kontrol, kan det udløse den næste finanskrise, siger Willem Buiter i indslaget øverst i artiklen.
Ser du en fare for en ny stor finansiel krise?
- Ikke endnu, men vi lægger op til det, hvis vi tillader virksomheder i USA at låne som gale på grund af den meget lave indlånsrente. Fordi risikoen bliver holdt kunstigt nede af de tre runder med kvantitative lempelser i USA, har man løbet en overdreven risiko i dele af erhvervslivet, siger han.
- Det truer endnu ikke systemet, men det går i den retning, og vi må løse problemet, før det tager overhånd.
Krakket fond har skabt ballade
Truslen fra de forgældede virksomheder har vist sig tydeligt de senere uger, hvor flere fonde i USA med fokus på høj-rente virksomhedsobligationer er havnet i alvorlige problemer.
Det gælder blandt andet Third Avenue Management, der har været i så store problemer med en fond, at det har skabt voldsom nervøsitet på Wall Street. De dystre toner fra Willem Buiter underbygges af Carl Icahn, der er en verdens rigeste.
- Jeg tror desværre, at nedsmeltningen i High Yield (obligationer med høje renter) kun er begyndt, siger Icahn i dag på Twitter.
Lån bruges ikke til investeringer
Adgangen til billige lån er som udgangspunkt en god ting for virksomheder, fordi det gør det lettere at investere i ny produktion, forskning og job, men det er ikke tilfældet med de senere års låne-boom, forklarer Willem Buiter i klippet herunder.
Ifølge Citi-økonomen bliver de lånte penge i stedet brugt til såkaldt 'financial engineering' som eksempelvis er programmer, hvor selskaber hæver værdien af investorernes aktier ved at købe egne aktier og annullere dem, så værdien af de eksisterende aktier stiger.
Altså ikke noget, der skaber vækst, men tværtimod bare pumper aktiekurserne i vejret.