Business

Danmark er verdensmester i økologi: Se her, hvad vi sælger til udlandet

Danmark er verdensmestre i økologi, og den danske eksport af øko-varer vokser, som var den på væksthormon.

Således solgte danske virksomheder øko-varer til udlandet for 1.721 millioner kroner i 2014. Det er en stigning på 12 procent i forhold til året før, viser tal fra Danmarks Statistik.

Faktisk er det niende år i træk, at den danske økologi-eksport sætter rekord. Eksporten er nu syvdoblet på 10 år.

- Dansk økologi er eftertragtet i udlandet på grund af vores mangeårige erfaringer med økologi. Vi er det land i verden, der har den højeste økologiandel i vores fødevaresalg, siger Helene Birk, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, og fortsætter:

- Dermed kan danske virksomheder bidrage med et bredt udvalg af innovative, økologiske produkter.

Danmark vil bevare førerposition

Helene Birk forventer, at udviklingen i eksporten vil fortsætte med uformindsket styrke.

- Vi forventer, at øko-eksporten stiger med mindst ti procent hvert år de kommende år for at runde minimum tre milliarder i 2020. Det er en udvikling, som er til stor gavn for vækst- og jobskabelsen i den grønne sektor, men også for dansk miljø, natur og grundvand, siger Helene Birk.

Lige nu er Tyskland det største eksportmarked for danske øko-virksomheder med 48 procent af eksporten.

Snart sælger vi mere, end vi køber

Ifølge Helene Birk er minimum 70 procent af de danske øko-virksomheder i dag i gang med eksport.

Den samlede import af øko-varer til Danmark steg med ni procent i 2014, og den er stadig større end eksporten. En stor del af importen skyldes varer, der ikke kan produceres herhjemme såsom bananer, appelsiner, citroner, kakao, the og ris.

Helene Birk forventer dog, at eksporten fra Danmark vil overhale importen i løbet af tre-fire år.

Herunder kan du se en liste over, hvilke øko-varer Danmark sælger flest af:

T2Toolbox embed