Business

Chefstrateg om oliekrak: Energi bliver nærmest gratis

I stedet for at vente på stigende oliepriser, bør verden forberede sig på energipriser i nærheden af nulpunktet.

Sådan lyder det fra Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg i Carnegie Investment Bank.

- Hvis man skal tro noget af al den forskning, der foregår i alternativ og grøn energi, er det meget realistisk, at vi kigger ind i en fremtid – det kan godt være, at den ligger 10 eller 20 år fremme – hvor energipriserne bliver så lave, at det bliver noget vi kommer til at bruge på niveau med, at jeg tager telefonen og ringer til dig.

- Altså en omkostning vi i princippet opfatter som værende nul, siger han.

Fundamental forandring

Det seneste halvandet år er prisen på olie og gas savnet fuldstændig i stykker til stor skade for selskaber i olie- og gasindustrien. I tørre tal er prisen på en tønde Nordsø-olie faldet fra toppen på 109 dollar i juli 2014 til i dag at dale under 40 dollar, et fald på over 60 procent.

Ifølge Henrik Drusebjerg er de voldsomme prisfald et udtryk for, at energimarkederne er under forvandling.

- Der bliver rørt ved nogle meget fundamentale ting, siger han.

- Den der normale opfattelse af, at lave oliepriser er dårligt for grøn energi og alternativerne er jeg slet ikke enig i. Det er en kæmpe fordel, når man kigger frem, fordi de lave oliepriser vil presse dem til at blive endnu mere omkostningseffektive og dygtige.

Strategen henviser til, at olielagrene er større end nogensinde, og prisen er fortsat ned, selvom USA har lukket halvdelen af deres aktive oliebrønde i år.

Se hele interviewet med Henrik Drusebjerg øverste i artiklen.