Business

Skift bank og spar 10.300 kr per snude hvert år

Der kan være rigtig mange penge at spare ved at gennemgå sine bankforretninger, for et bankskifte kan vise sig at være mange tusinde kroner værd.

Det har rigtig mange danskere opdaget.

Således oplyser Mybanker.dk til TV 2, at 2000 danskere har benyttet sig af bankportalens 'skift bank'-tjeneste for at spare penge. Tjenesten gør det muligt for bankkunderne at sætte sig selv – populært sagt – til salg og derefter få tilbud fra tre forskellige banker.

'Skift bank'-tjenesten har eksisteret i lidt over to år, og nye tal viser, at brugernes besparelser nu er nået op på i alt 100 millioner kroner i alt.

En undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra sommeren 2015 viser ligeledes, at 85 procent af 5000 adspurgte, der har skiftet bank inden for de seneste to år, oplevede at få bedre priser eller vilkår.

Tjek dine renter

Mybanker har regnet ud, at de 2000 brugere i gennemsnit sparer 10.339 kroner hver om året med deres bankskifte.

- Hvis du har været kunde i nogle år i din bank, så har du formentlig oplevet, at banken har sat udlånsrenten lidt op og indlånsrenten ned. Hvis du ikke er opmærksom på det, så betaler du formentlig noget mere i dag, end du kunne gøre, hvis du blev etableret som ny kunde i en anden bank, siger Morten Westergaard, partner i Mybanker.

Han betoner, at man som bankkunde som minimum bør tjekke, om man har de rigtige rentesatser.

Tag styringen

Hos Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen mener man, at danskerne skal blive bedre til at tage sagen i egen hånd og komme ud og undersøge markedet og udfordre egen bank. 

I det hele taget mener man, at danskerne er alt for lidt aktive på bankmarkedet.

- Danskerne er for dårlige til at forhandle både med deres nuværende bank og til at skifte i tilfælde af, at de ikke får et tilbud, der er godt nok, siger Martin Nyvang, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Danskerne tror, bankskifte er svært

Men når man nu kan score en pæn gevinst ved at skifte bank, hvorfor er der så ikke flere danskere, der gør det?

Forklaringen skal blandt andet findes i, at mange danskere tror, at det er for bøvlet, forklarer Martin Nyvang.

- Helt grundlæggende er der mange, der tror, at et bankskifte ikke vil batte særlig meget for dem. Og så tror folk, det er svært, og at det tager lang tid, siger Martin Nyvang og fortsætter:

- Derudover tror danskerne, at deres gode forhold til kunderådgiveren i banken gør, at de får de bedste tilbud på markedet. Det er misforstået. De glemmer, at bankrådgiveren altså skal sælge bankens egne services, siger Martin Nyvang.

I foråret lavede Mybanker.dk en undersøgelse om bankskifte. De 1.200 respondenter blev blandt andet spurgt, hvilke væsentlige faktorer der kunne afholde dem fra at skifte pengeinstitut. 56 procent svarede, at de ville afholde sig fra at skifte bank, fordi de skal bruge tid og energi på det.

20 banker tilknyttet

Det skal nævnes, at det ikke er alle, som kan få gavn af 'skift bank'-tjenesten.

Det gælder blandt andet, hvis kunden har en meget lille økonomi, så der ikke er penge at spare, eller hvis kunden har store gældsproblemer. Sidstnævnte bliver for eftertiden henvist til Forbrugerrådet, der har en gældsrådgivning.

I øjeblikket er 20 banker tilknyttet 'skift bank'-systemet.

I videoen øverst kan du se og høre, hvordan man kan presse renten ned, og hvordan man gør sig "lækker" over for bankerne. I indslaget herunder kan du se, hvordan du presser renten ned på dit boliglån i banken, og hvor meget du kan spare.

'Skift bank'

60 procent kan ifølge Mybanker med fordel skifte bank.

2.054 har indtil videre benyttet tjenesten ’skift bank’ hos Mybanker.

Du indtaster oplysninger om din økonomi. Herefter sender op til tre banker et tilbud. Du kan vælge et af tilbuddene eller gå tilbage til din nuværende bank og forsøge at forhandle prisen ned.

Det er gratis for bankkunderne.