Business

TV 2 laver ny TV-kanal på nettet

TV 2 laver en ny kanal på nettet, hvor det hele kommer til at handle om business. Målet er, at kanalen skal lanceres i løbet af foråret 2016.

For nylig trak Berlingske Tidende sig fra et samarbejde med TV 2 om netop at lave en fælles finanskanal. Nu har TV 2 besluttet at lave kanalen alene.

- Vi har regnet og analyseret, og vores beslutning er at fortsætte arbejdet med en digital businesskanal, som vil blive tilgængelig på TV 2 PLAY og via en ny app. Vi tror fuldt og fast på kanalen, der vil blive en reel nyskabelse i det danske marked, og som samtidig kan vise nye veje teknologisk og være et pilotprojekt for TV 2 i udviklingen af nye formater, siger konstitueret nyhedsdirektør på TV 2 Mikkel Hertz.

Man kan blandt andet se den nye businesskanal på TV 2 Play, ligesom TV 2 vil distribuere og sælge den alene.

Selvom TV 2 arbejder på kanalen alene indtil videre, er den konstituerede nyhedsdirektør åben overfor samarbejde.

- Vi er åbne over for partnerskaber, som kan styrke produktet, siger Mikkel Hertz.