Business

TDC hæver priser for de billigste mobilabonnementer

Priserne på de billigste mobilabonnementer hos TDC, Telmore, Yousee og Fullrate bliver hævet med 10 kr. om måneden for alle nye kunder.

Det bekræfter TDC over for Ritzau Finans.

For Telmore for eksempel betyder det, at prisen på et abonnement med 10 timers tale og 18 GB data bliver hævet til 109 kr. om måneden fra 99 kr.

På aktiemarkedet synes investorerne tilsyneladende vældig godt om den nyhed, da TDC-aktien mandag stiger med hele 7,4 pct. til 36,05 kr., og ifølge Nordea skal den stigning ses i lyset af netop de forhøjede priser.

Chefaktiespecialist Jesper Bamberger konstaterer, at det er særdeles positivt for TDC, hvis selskabet lykkes med at føre prisstigningerne igennem og får konkurrenterne med på vognen, da det danske telemarked gennem mange år har været præget af faldende mobilpriser.

Forhøjede priser på mobilabonnementerne er ifølge Nordea teleselskabernes næste træk, efter at Telia og Telenor for nogle uger siden droppede at gå sammen på det danske marked, da de fandt kravene fra EU's konkurrencemyndigheder for rigide.

- Efter at det ikke kunne lade sig gøre at få en fusion igennem, så er prisstigninger næste træk. Vi ved ikke, om de andre følger med TDC endnu, men hvis de gør det, er det rigtig positivt, og så kan TDC-aktien stige endnu mere. Med det fald, den har taget, så tror jeg, at nogen allerede nu tager den chance - det er min tolkning, siger chefaktiespecialist Jesper Bamberger fra Nordea til Ritzau Finans.