Business

Nu åbner dansk juice-konge i New York: Vil være det nye Starbucks

Det kan godt være, at juice- og sandwichkæden Joe & The Juice stammer fra Danmark, men det gør armbevægelserne ikke.

Tværtimod er stifter og direktør Kaspar Basse kendt for at tænke stort på vegne af konceptet, der startede i København og siden er blevet spredt til store dele af verden. Ambitionerne er så store, at Basse har meldt ud, at kæden skal være juicens svar på Starbucks, og nu har han så taget skridtet med åbningen af den første Joe & The Juice i USA.

- USA har jo længe været en drengedrøm for mig. Det er en særlig milepæl at kunne åbne en butik i New York. Det er lidt en slags prestige-projekt. Men derudover tror vi også på, at vores forretning passer rigtig godt i New York, siger han og fortsætter:

- I New York har de en langt stærkere ude-kultur. New Yorkerne opholder sig simpelthen mere uden for hjemmet. Og det er jo noget, der især vil gavne vores forretning, siger han og understreger, at konkurrencen dog også er langt hårdere i New York end, hvad juicebarerne ellers er vant til.

Kaftigt vokseværk

Det er gået rigtig stærkt for juicekæden, siden Kaspar Basse startede sin den første bar på Kongens Nytorv i København for 13 år siden. I dag åbner kæden tre nye barer – inklusive den i New York – og det bringer det samlede antal barer op på 112, der kan findes i lande som Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Sydkorea og nu USA.

Den voldsomme fremgang har kun givet Kaspar Basse sult på mere.

- Lige nu forventer vi at vokse med 50-60 juicebarer om året. Men det forventer vi bliver endnu større. Vi vil være lige så store som Starbucks. Det har faktisk været ambitionen lige fra starten. Starbucks har altid været et stort forbillede, siger stifteren.

Den verdensomspændende kaffekæde kan mønstre over 21.000 Starbucks-barer, så der er stadig et godt stykke vej for Kaspar Basse & co.