Business

Volkswagen-skandalen eksploderer: 11 mio. biler skal rettes

Den tyske bilproducent Volkswagen reagerer tirsdag på den massive skandale, som selskabet er havnet i efter snyd med test, der skulle vise, hvor mange skadelige stoffer, selskabets dieselbiler udleder.

Volkswagen bremser nemlig op i forhold til 2015's forventninger og sætter 6,5 milliarder euro - eller godt 48 milliarder kroner - til side i sagen.

Beløbet vil figurere i regnskabet for tredje kvartal. Det betyder, at Volkswagen nedjusterer forventningerne til årets resultat med et tilsvarende beløb, skriver Bloomberg News.

I øvrigt har selskabet trykket på speederen i forhold til at få rettet op på vanskelighederne, der angiveligt omfatter 11 millioner biler på verdensplan.

Ingen danske biler - endnu

Afsløringen af skandalen kom frem i fredags, hvor det amerikanske miljøagentur, EPA, ifølge Reuters også sagde, at det kan koste den tyske bilgigant en bøde på op til 18 milliarder dollar, eller omkring 117 milliarder kroner.

Volkswagen-aktien hænger fortsat alvorligt i bremsen i tirsdagens handel, hvor den dykker med omkring 7 procent, hvilket følger lige i hælene på faldet på 18,6 procent mandag.

Ifølge Volkswagen pressechef i Danmark, Søs Ilum, er der ingen danske biler, der er ramt af skandalen i Volkswagen.

- Indtil videre er vi blevet orienteret om, at det her ikke vil påvirke det europæiske marked og derfor heller ikke det danske, siger hun til TV 2.

Ifølge Volkswagen er det biler med "EA 189 motorer", der er berørt.

Volkswagen meddeler, at man vil undersøge sagen nærmere og informere offentligheden i takt med, at detaljer i den skandale, der truer med at blive til en af de største industriskandaler i Tysklands nyere historie, dukker op.

VW-skandalen vokser og vokser

Bilfabrikanten står anklaget for at have installeret software-udstyr i  diesel-biler, der kan snyde de målinger, som måler giftige udslip, og sagen synes at vokse i omfang - time for time.

Sagen startede i USA. Det amerikanske justitsministerium har ifølge nyhedstjenesten Bloomberg mandag indledt en kriminel efterforskning af Volkswagen, og mandag aften måtte Michael Horn, den tyske bilfabrikants topchef i USA, blankt erkende: 

Volkswagen har "fuldstændig klokket i det".

Ifølge Reuters oplyste miljøministeriet i Sydkorea, at det også vil indlede en undersøgelse af udledningen fra bestemte Volkswagen- og Audi-modeller. Mellem 4000 og 5000 biler af VW-modellerne Golf og Jetta samt Audi A3 skal undersøges:

Det handler Volkswagen-skandalen om

  • 18. september skriver det britiske medie The Guardian, at den amerikanske myndighed med ansvar for miljøbeskyttelse, Environment Protection Agency (EPA), anklager ingeniørerne hos Volkswagen (VW) for at have installeret et computerprogram i biler til det amerikanske marked, der får bilerne til at reducere udledningen af nitrogenoxider (NOx-gas).
  • Programmet blev kun aktiveret, når bilerne skulle forbi de amerikanske testanlæg. Bilen genkender test-cyklussen hos de amerikanske myndigheder og sætter en særlig ren forbrænding i gang, mens testen står på.
  • Så snart bilerne kører ude på vejene, bliver der skruet op for forureningen, så den overskrider de amerikanske grænseværdier. Forureningen kan have overskredet grænseværdierne med helt op til 40 gange det tilladte.
  • EPA opdagede softwaren under en analyse, der blev foretaget af forskere på West Virginia University efter et tip fra Ngo’en International Council om Clean Technology.
  • VW erkender, at de pågældende biler er udstyret med programmet, efter virksomheden bliver konfronteret med beviserne fra EPA og forskerne.
  • Martin Winterkorn, som er topchef hos Volkswagen, erkender snyderiet, og siger i en erklæring søndag 20. september, at han er ked af, at hans koncern har fusket med software i forbindelse med udslip af giftstoffer fra VW-dieselbiler.
  • Volkswagen oplyser tirsdag den 22. september, at 11 millioner biler solgt verden over har en software, der er fremstillet for at pynte på målinger af bilens forurening. VW har afsat 48,5 milliarder kroner til at dække skandalen i tredje kvartal.
  • Meddelelsen fik VW-aktier til at falde yderligere 20 procent på fondsbørsen i Frankfurt, hvor de faldt 17 procent dagen før.
  • VW risikerer en bøde på 117 milliarder kroner.
  • Det drejer sig indtil videre om VW Jetta, VW Beetle, VW Golf og Audi A3 af modelår 2009 til 2015 samt VW Passat fra modelår 2014 og 2015. Alle med 2.0 dieselmotor.

Kilder: Ritzau, AFP, The Guardian, Reuters