Business

Drop ejendomsmæglere og spar penge: Fem råd til selvsalg

Når boligen skal sælges, vælger efterhånden flere og flere danske husejere at gå udenom ejendomsmæglerne og i stedet selv stå for salget af deres hus.

Der er nemlig rigtig mange penge at spare, hvis man bruger lidt ekstra tid på at sætte sig ind i, hvordan man selv kan få sin bolig afsat.

Reglerne på området kan dog være komplicerede for lægmand, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på en række punkter, før man kaster sig ud i selvsalg.

Herunder giver vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe, fem gode råd, når du selv vil sælge dit hus.

1. Professionel rådgivning

- Få professionel rådgivning i forbindelse med købsaftalen. Købsaftalen er indviklet og kræver derfor, at der er en advokat inde over.

2. Undersøg markedet

- Få fastsat den rigtige pris. Det kræver, at du undersøger markedet grundigt og vælger en pris, du tror er realistisk.

3. Indhent dokumenter

- Du skal selv indhente de rigtige dokumenter. Et boligsalg kræver blandt andet, at sælger skaffer dokumenter såsom BBR-meddelelse og matrikelkort.

Desuden tæller listen også blandt andet jordforureningsattest og tingbogsattest. Rådgiv dig eventuelt med en professionel om hvilke papirer, du skal have klar.

4. Lav din egen fremvisning

- Lav en fremvisning med købers øjne. Undgå at være øm om din egen indretning og glem de sårede følelser, hvis potentielle købere kritiserer dine møbler og valg af vægfarve.

5. Brug derfor huseftesynsordningen

- Det kan koste dig dyrt, hvis køber opdager uforudsete ting ved boligen, som du kan holdes ansvarlig for. Brug derfor huseftesynsordningen og tilbyd køberen en ejerskifteforsikring. 

Derved har man ikke yderligere ansvar for mangler ved huset efter salget, heller ikke selv om køberen ikke tager imod tilbuddet.

Bonus-tip: 

- Du skal selv markedsføre din bolig. Det kan være alt fra annoncer til gratis omtale via dit netværk på Facebook.

På Boligas hjemmeside, er der i øjeblikket knap 1200 boliger til salg i deres selvsalgs-database.