Business

Dansk solenergi-branche jubler over Hillary Clinton

Den danske branche for solenergi jubler over den amerikanske præsidentkandidat Hillary Clintons udmelding om en halv milliard nye solpaneler, hvis hun bliver præsident. Billedet er et arkivfoto. Scanpix

En halv milliard nye solpaneler og vedvarende energi i alle amerikanske hjem. Det er, hvad den amerikanske præsidentkandidat Hillary Clinton har lovet de amerikanske vælgere, hvis hun bliver præsident.

En melding, der vækker stor begejstring i den danske branche for solenergi.

- Det her er en god nyhed for mit selskab. Jeg kan sagtens flytte en stor del af mit selskab derover og oprette en filial derovre, siger ejer og direktør hos Dansk Solenergi A/S Anders Ztorm og fortsætter:

- Vi har ekspertisen, og vi vil helt sikkert kunne sælge nogle anlæg, så vi må undersøge, om vi kan sælge nok til, at det kan betale sig at oprette en filial i USA. Men hvis der skal mange anlæg op som Hillary Clinton siger, så bør der være et marked for os, siger Anders Ztorm.

Formand: Det vil flytte markedet

Formand for Dansk Solcelleforening Flemming Kristensen fortæller ligeledes, at han er glad for nyheden.

- Med en halv milliard nye solpaneler skal de hver især ikke være ret store, før det begynder at flytte noget i markedet. Det vil skabe en øget vækst i solcellebranchen på verdensplan. Det er en positiv nyhed for os, siger han til TV 2.

Professor: Det giver et boost

Professor i kemi ved Københavns Universitet Jesper Bendix kan sagtens forstå, at solcellebranchen glæder sig over den politiske udmelding fra USA.

- Hvis det bliver en realitet, kan det ikke undgå at give et boost til solcelleområdet. Det er dog stadig svært at vurdere, hvor meget det kommer til at betyde, siger Jesper Bendix, der forsker i solceller ved det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

- Men en halv milliard solceller lyder til at have en vis volumen, siger professoren.