Ryanair lukker i Billund: Vi er blevet presset ud af københavnere
Billund Lufthavn mister Ryanair, oplyser personaledirektør Eddie Wilson på et pressemøde i Billund tirsdag formiddag.
På et pressemøde på Hotel Propellen i Billund udtrykker flyselskabet i utvetydige vendinger, at man er blevet "afpresset" af fagbevægelsen i København, og at det nu kommer til at gå ud over selskabets medarbejdere i Billund og passagererne fra hele oplandet.
Det sker samme dag, som selskabet har valgt at flytte basen fra København. Den lukkes tirsdag aften.
Helt afgjort afpresning
Der er varslet konflikt mod Ryanair fra på lørdag, hvis selskabet fortsat har baser i Danmark. Og det har fået det irske selskab til at handle for at kunne give medarbejdere og passagerer klar besked.
- Det er helt afgjort afpresning. Fagforeningen har bekræftet, at man vil fortsætte sine aktioner mod Ryanair. Også i Aarhus. Vi har haft vores base her i Billund i tre år uden problemer, og vi har opereret her siden 2006. Men alle vores fly, der skal til Aarhus og København, vil blive forhindret, og det kan vi ikke byde vore passagerer, siger Eddie Wilson på pressemødet.
Lukningen af Ryanairs base i Billund træder i kraft, medmindre fagbevægelsen trækker sin trussel om konflikt tilbage. Og det finder Ryanair-personalechefen ikke plausibelt.
Dropper ruter fra Billund
To af luftfartsselskabets tre fly på basen i Billund skal flyttes til lufthavnen Stansted i London, mens det tredje flyttes til den irske hovedstad, Dublin.
Ryanair lukker to af selskabets sommerruter til de græske destinationer Chania og Korfu inden for de næste uger. Rejsende får penge tilbage for deres billetter eller erstatning på anden måde, lyder det.
De øvrige 12 sommerruter vil blive vendt om, så de betjenes fra baser på den modsatte destination.
Vinterruterne fra Billund til Malaga, Tenerife og Budapest vil også blive sløjfet, så man fremover kun kan flyve med det irske selskab til London.
Mister 20 procent af passagererne
Ni ud af 36 fly fra Billund har Ryanairs logo på halen. Så når Ryanair dropper sin base i Billund, betyder det, at lufthavnen vil gå fra 700.000 Ryanair-passagerer årligt til blot 300.000.
I alt har lufthavnen i Billund i øjeblikket 2,8 millioner passagerer om året. Dermed står Billund Lufthavn til at miste 20 procent af sine passagerer, når Ryanair nedlægger basen.
Eddie Wilson vurderer, at nedlægningen flyselskabets base i Billund vil koste mindst 300 - 400 job.
Direktøren for lufthavnen frygtede forud for Ryanairs udmelding, at det ville ende sådan. For det vil blive svært at afsætte Ryanairs ruter til andre flyselskaber, mener han.
Dermed modsiger direktør for Billund Lufthavn Kjeld Zacho fagbevægelsens argument om, at nye operatører hurtigt vil overtage de ruter, som Ryanair efterlader.
Se, hvad der skete med Cimbers ruter
For tre dage siden fastslog LO's næstformand Lizette Risgaard ellers, at ruterne hurtigt vil blive overtaget af andre selskaber. Hvis Ryanair lukker sin base i Billund vil det derfor heller ikke gå ud over medarbejderne i lufthavnen, argumenterede hun.
Det har Ryanairs Eddie Wilson også en kommentar til.
- Cimber lukkede ned her for tre år siden. Der er jo ikke kommet nogen og har overtaget deres ruter siden. Men den danske fagbevægelse er åbenbart blevet eksperter i luftfart, siger han tørt og tordner mod den danske model:
- Danske model synes at blive brugt temmelig selektivt. Den gælder for eksempel ikke Google, Microsoft og en række andre store virksomheder. Der er en forskel mellem øst og vest i Danmark - eliten i København bestemmer nu, hvad der skal ske i Billund. Og det er en skam, siger han.
Et stort tab for Billund
Sydbanks luftfartsekspert Jacob Pedersen vurderer, at Ryanairs beslutning vil få store konsekvenser for lufthavnen.
- Det ændrer forudsætningerne for økonomisk drift i Billund ganske meget. Ryanair leverer 20 procent af passagererne. Halverer man aktiviteten i Billund, er det helt afgjort noget, der kan mærkes på antallet af arbejdspladser og på aktivitetsniveauet i lufthaven, siger han.
Han vurderer, at Ryanairs beslutning om at lukke basen i Billund også vidner om, at man fra det irske selskab ikke har tænkt sig at satse på byen i fremtiden. For selskabet kan sagtens klare sig uden den jyske by som base.
- Uanset hvordan man forsøger at kompensere for, at Ryanair er væk, så vil det betyde dyrere priser, og at man aldrig kan få samme antal passagerer. Så det vil blive et tab for Billund. Og skulle selskabet på et tidspunkt finde på at lukke helt ned, så mister Billund et gigantisk trækplaster, siger Jacob Pedersen til TV 2.