Business

Vestager går i kødet på endnu en amerikansk gigant

Mastercards gebyrpolitik hæmmer konkurrencen i EU's indre marked, mener Margrethe Vestager. Scanpix

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, åbner nu en sag mod endnu en amerikansk gigant.

Denne gang er det kreditkortselskabet Mastercard, som ifølge EU-Kommissionen har for høje gebyrer, når man bruger kortet.

I sin klageskrivelse til Mastercard skriver Vestager, at Mastercards gebyrpolitik hæmmer konkurrencen i EU's indre marked.

- Mange forbrugere anvender betalingskort hver eneste dag, når de handler mad, tøj og alt muligt på nettet. Vi mistænker i øjeblikket, at Mastercard holder kunstigt høje priser på kortbetalinger, og det skader i givet fald forbrugere og handlende i EU, siger Vestager.

EU-Kommissionen mener, at kreditkortselskabet forhindrer banker i at tilbyde lavere såkaldte interchange-gebyrer til handlende med base i et andet land i det indre marked, hvor disse gebyrer kan være højere.

Det forhindrer handlende i at udnytte lavere gebyrer i andre lande, og det kan begrænse konkurrencen mellem bankerne i det indre marked, hvilket vil være i strid med konkurrencereglerne.

I klageskriftet påstår EU-Kommissionen også, at Mastercards interchange-gebyrer er kunstigt høje, når forbrugerne bruger et Mastercard, der er udstedt i andre dele af verden, i EU.

Ude efter flere giganter

For en måned siden gik hun efter e-bogsdistributøren Amazon med særligt fokus på de klausuler, som e-bogsdistributøren forlanger, at forlagene bag de bøger, Amazon sælger, skal overholde.

Det er kun tre måneder siden, at den danske konkurrencekommissær kastede sig ud i et slagsmål med Google, da hun i april sendte en formel klage til den amerikanske søgemaskine for brud på konkurrencereglerne.

Og listen af internationale gigantselskaber, der nu sikkert kigger skævt til den danske EU-kommissær, blev et punkt længere uger efter, da Margrethe Vestager åbnede en formel undersøgelse mod Ruslands gasgigant, Gazprom.

Vestager sendte i den forbindelse en klagemeddelelse med påstand om, at Gazprom misbruger sin dominerende position på markedet i strid med EU's konkurrenceregler.