Business

Dansker køber Asiens dyreste lejlighed

En 301 kvadratmeter stor lejlighed i midten af den kinesiske storby Hong Kong er strøget ind på en førsteplads over Asiens dyreste lejlighedskøb.

Og ifølge det nationale register, er det en dansk forretningsmand, Daniel Åxman, der står bag købet.

Det skriver South China Morning Post.

Daniel Åxman, som ifølge avisen står bag selskabet  Lead Connection Limited, har betalt omkring 425 millioner danske kroner for lejligheden, der ligger centralt i Hong Kong - på en bjergskråning.

Til sammenligning lød salgsprisen på det dyreste danske hus nogensinde - en pragtvilla på Vedbæk Strandvej nord for København - på 120 millioner kroner.

Lejligheden i Hong Kong er i to etager og ligger i bunden af luksusbyggeriet Opus Hong Kong, der består af 12 luksuslejligheder, hvor to af boligerne er såkaldte "to-etagers have-lejligheder" med private swimming-pools og egen have.

Det er én af disse to lejligheder, danskeren har købt, skriver South China Morning Post.

Øverst i artiklen kan du se en præsentation af Opus Hong Kong, som ifølge Business Insider huser de dyreste lejligheder i verden.

Daniel Åxmans køb har sat nye standarder for dyre lejlighedskøb i Asien. Salget har ikke kun slået den tidligere rekord for kvadratmeterpriser, der blev sat i april.

Ifølge det kinesiske medie blev 80 procent af de dyreste luksuslejligheder i Hong Kong købt af kinesere det seneste halve år, og danskeren har dermed også overhalet en lang række rige kinesere indenom, lyder det.

Det er ikke lykkedes TV 2 Nyhederne at komme i kontakt med Daniel Åxman.