Business

Lone tog kviklån: Jeg bliver aldrig gældfri

Med et par hurtige tommelfingertryk på mobiltelefonen kan man låne sig til adskillige tusinde kroner, som kort efter tikker ind på bankkontoen. 

Men alt for ofte leder de hurtige lån forbrugerne ud i uoverskuelige gældsspiraler.

En af dem, der er havnet her, er Lone Jansen.

- Det var jo nemt. Hvis du manglede penge, kunne du tage et kviklån, og så var det ovre.

- Jeg tog en fem-seks stykker, og det var ofte fordi, at jeg ikke kunne betale af på den ene lån, og så var det nemt at tage endnu et lån for at betale det første af. Men det er jo skruen uden ende, siger hun til TV 2.

Man skal tænke før man trykker

Og det er netop dette regeringen vil forsøge at sætte stopper for med et nyt lovforslag om, at der fremover skal være en betænkningstid på et par dage, så man ikke kaster sig spontant ud i gæld. Et initiativ, der bliver budt velkommen af både SF, Enhedslisten og Venstre.

Sidste år blev der ifølge tal for konkurrence- og forbrugerstyrelsen udstedt kviklån for 380 millioner – og det er en tidobling i forhold til 2010. Samtidig endte 14 procent af kviklånene i 2014 med en inkassosag.

- Der er sket en markant stigning, og der er samtidig alt for mange af dem, der tager lånene, som ikke kan betale tilbage, og derfor skal vi indføre en cool-down-periode, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

Men lovforslaget vil ikke virke, mener Mikkel Winston, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Kredit Råd og manager i Ferratum, som udbyder kviklån.

- De, som virkelig har behov for pengene, vil alligevel tage dem, uanset om de skal vente en dag, to dage eller en uge.

Gæld for livet

Lone Jansen stoppede først med at optage kviklån, da hun blev registreret i RKI (register over dårlige betalere, red). Og nu kæmper hun med gælden.

- Det er nogle dyre lærepenge. Jeg kommer til at betale af på det resten af mit liv.

Er du havnet i kviklånets gældspiral, så klik her og få en guide til, hvordan du slipper ud igen.