Business

Sådan fik Leif 65.000 kroner i rabat på sin bil

65.000 kroner. Sådan lyder størrelsen på det prisnedslag Leif Nikolaj Nielsen netop har fået på sin Nissan, fortæller han herunder. Og det er muligt for rigtig mange at score en næsten helt ny bil med en enorm rabat, fortæller biløkonom i indslaget herover.

Han behøvede ikke engang at forhandle. Og alligevel fik Leif Nikolaj Nielsen 65.000 kroner i rabat i forhold til listeprisen på sin nyerhvervede Nissan Qashqai.

Bilen havde kun kørt 1.500 kilometer, og alligevel fik han bilen til en pris, der ligger langt under listeprisen for en Nissan Qashqai 1.2 med metallak og ekstraudstyr.

-Jeg var overrasket over, at jeg kunne få den billigt bare ved at kigge lidt på nettet. Det er et meget stort prisnedslag, når den næsten lige er kørt ud fra forhandleren, siger 44-årige Leif Nikolaj Nielsen.

Bilen var splinterny i september

Skulle han købe en tilsvarende bil fra ny inklusive levering, metallak og alufælge som Leif Nikolaj Nielsen også fik med, lyder listeprisen på 290.000 kroner. Ved at søge efter en Nissan Qashqai på nettet i cirka 14 dage omkring nytår, fandt han altså en næsten ny udgave af bilen, der rullede splinterny ud fra forhandleren så sent som i september, til 224.900 kroner.

Og rabatten på den ganske let brugte bil var så meget større, at han hurtigt droppede den helt nye Nissan til 390.000 kroner, han også havde kigget på hos en bilforhandler.

Hos bilforhandleren kunne jeg kun presse prisen 35.000 kroner ned, og det var endda på en endnu større og dyrere Nissan, så procentvis har jeg også fået meget, meget større rabat ved at købe en let brugt bil, der altså kun havde kørt 1.500 kilometer, da jeg fik den, siger Leif Nikolaj Nielsen, der ikke med det blotte øje kan se, at hans bil er let brugt.

-Jeg kan overhovedet ikke mærke, at den er brugt. Der er ikke så meget som en skramme på den, alt er fuldstændig som nyt, og den dufter også af ny bil, siger han.

FDM: Køb roligt en let brugt bil

Hos FDM betegner man Leif Nikolaj Nielsens bilhandel som et særdeles godt køb. Samtidig peger bilejernes organisation på, at der er rigtig mange tidligere udlejningsbiler i markedet lige nu, der er billigt til salg fra især leasingselskaberne. Derfor kan mange bilkøbere høste kæmperabatter på biler, der har kørt under 10.000 kilometer, hvis de søger på nettet, som Leif Nikolaj Nielsen har gjort det.

Hvis rabatten er stor nok, er der ingen grund til at være bekymret for at købe en bil, der har kørt nogle få tusinde kilometer, påpeger FDMs forbrugerøkonom.

-Det er næsten umuligt at ødelægge en bil, inden den har kørt 10.000 kilometer. Derfor skal køberne af disse biler primært være opmærksomme på skader, som de kan se. Det kan være ridser på fælgene, eller hvis stoffet inde i kabinen ikke ser så pænt ud, så er det det, du skal forhandle ud fra, hvis du går efter en yderligere rabat udover den prisnedsættelse, der allerede er fra starten, siger Allan Skytte Kristensen.

Derfor kan du få kæmperabat

Når det overhovedet kan lade sig gøre at få fingre i biler til kæmperabatter, der har kørt så få kilometer, skyldes det, at leasingselskaberne køber mange hundrede biler ind ad gangen, bandt andet for at få presset gennemsnitsprisen ned på bilerne. Selskaberne skal dog ikke bruge alle de biler de køber i længere tid, så de sælger hurtigt en del af dem videre, efter at de har leaset dem ud i en ganske kort periode. Rabatten som leasingselskabet fik, bliver så sendt videre til køberen, fortæller Allan Skytte Christensen i indslaget øverst.

Overvejer du i stedet at lease din bil, kan du i indslaget herunder se, hvor meget du kan spare på leasing:

65.000 kr i rabat

  • Leif Nicolai Nielsen købte i januar en Nissan Qashqai af et leasingselskab.
  • Den tre måneder gamle bil havde blot kørt 1.500 kilometer, da han købte den.
  • Han fik 65.000 kroner i rabat på bilen i forhold til listeprisen og prisen på metallak og alufælge.
  • Den næsten nye bil fandt han frem til, da han søgte på nettets bilsider.
  • Læs hele historien om den store rabat på den næsten nye bil i artiklen her.
  • I indslaget øverst kan du se, hvorfor det er muligt for mange at købe nye biler og samtidig få kæmperabatter. Indslaget viser flere eksempler, hvor rabatterne lyder på 117.000 kroner og 95.000 kroner.