Business

I har givet op: Disse brancher malker jer for penge

"Solen skinner, himlen er blå. Hvorfor ikke blive indenfor og se, hvor mange penge vi kan få?"

Dén sætning siger utroligt få danskere til hinanden. Sådan er oplevelsen hos Forbrugerrådet, der især oplever tre brancher, hvor danskerne i mange år har givet op og blot betaler, hvad der kræves i stedet for at kigge efter billige løsninger og skifte til andre selskaber. Det er, når papirerne handler om bankforhold, pension eller forsikring, at danskerne står af.

- Forsikringer interesserer ingen overhovedet. Der er ingen, på dage hvor solen skinner, der siger: ’vi kan gennemgå forsikringerne og se, hvor vi kan spare penge.’ Vi har stribevis af tests, der viser kæmpemæssige prisforskelle på næsten identiske produkter. En familie kan have en prisforskel på 1.000 kroner om måneden, så der er penge at spare, siger vicedirektør i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe.

Han mener, at der fra starten af er en berøringsangst hos danskerne, når det kommer til at knuse tal og indhente tilbud:

- Problemet er, at forsikringer ikke er sexet. Mange står af på forhånd, og det er det samme med banker og pensioner. Folk tror, at det er sværere, end det er. Så snart det lugter af finansielt stof, og der bliver talt om procenter, så får folk flakkende øjne og bliver lange i blikket.

Og det handler altså ikke blot om forsikringer. For danskerne kan der være mange penge at spare, hvis man også tør skifte bank eller pensionsselskab:

- Omkring pensionsselskaber er det dog mere specielt, for mange vælger ikke pensioner ikke selv men har en arbejdsmarkedspension, hvor vi har deponeret tillid. Der er dog også omkring 700.000 danskere med privat pension, hvor der er en helt absurd situation.

- Her går de til banker og siger, at de gerne vil spare op til alderdommen, og de bliver bare tilbudt produkter, som bankerne tjener på, siger han og påpeger, at disse tre brancher kan malke danskerne for penge, blot fordi man ikke vil sætte sig ind i stoffet.

Men det er en flersidet problemstilling. For ifølge Vagn Jelsøe så gør disse selskaber heller ikke særligt meget for at hjælpe danskerne.

- Jeg vil sige det på den måde, at erhvervsvirksomheder ikke gør det lettere for danskerne, for samfundet taber massevis af penge på, at folk bruger pengene forkert, og selskaberne ikke lægger sig i selen at sænke priserne for kvalitet. Og der er områder, hvor folk sagtens kan skifte ofte. Blandt andet mobilabonnementer og flybilletter, hvor folk skifter abonnement ofte og kigger efter de billigste billetter, siger han og tilføjer:

- Forsikringsselskaber gør ikke deres for at lette det besværlige. For det bør være forholdsvis sammenlignelige produkter, og så bør forbrugeren kun have prisen at holde øje med og så vælge den billigste. Selskaberne tænker meget i små produktdifferentieringer, der gør det svært for forbrugeren at se forskel. Selvom forskellene reelt er bitte små, så bliver uigennemsigtigt.

Mandag kom det frem, at de danske forsikringsselskaber skovler penge ind i præmier. Men betaler mindre i erstatning til kunderne. Fra 2010 og til 2014 er forsikringsselskabet Trygs udbetaling til kunderne faldet fra 80 procent til 67,8 procent.