Business

Banker, pension og forsikring: En fjerde ting orker danskerne heller ikke

Danskerne får flakkende øjne, når snakken falder på pensionsopsparinger, forsikringspræmier og banklån - men også en fjerde ting gider danskerne ofte reelt ikke at beskæftige sig med. Det fortæller vicedirektør i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe.

En fjerde tendens er nemlig tv-pakker, som forbrugerne slet ikke magter at skifte rundt i, så der er masser af danskere, der betaler for obskure kanaler, de kun ser, når de trykker forkert på fjernbetjeningen. 

- I øjeblikket er der mange mennesker, der betaler for en masse tv-kanaler, som de ikke bruger. Det er en typisk Familien Danmark-ting, hvor de ikke har sat sig ind i det. Så bliver de malket for penge, siger han til TV 2.

Han forklarer, at det er en af de brancher, som danskerne ikke er så økonomisk ansvarlige omkring. Modsat når der hver lørdag dumper tilbudsreklamer ind, og mange danskere her kigger efter, hvor man får mest for pengene. Det sker sjældent, når der skal vælges tv-pakker. Han peger på, at det skal være så gennemsigtigt for forbrugerne som muligt, men at det også godt kan hænge sammen med, at så snart det handler om tal, så gider danskerne egentlig ikke.

- Jeg vil sige det på den måde, at erhvervsvirksomheder ikke gør det lettere for danskerne, for samfundet taber massevis af penge på, at folk bruger pengene forkert, og selskaberne ikke lægger sig i selen at sænke priserne for kvalitet. Og der er områder, hvor folk sagtens kan skifte ofte. Blandt andet mobilabonnementer og flybilletter, siger han.

Alligevel kan tendensen med tv-kanaler godt undre hos Forbrugerrådet. For det er langt fra så uigennemsigtigt som de tre andre brancher.

- Det, der er lidt absurd her, er, at det jo er rigtig let at skifte, forklarer Vagn Jelsøe og tilføjer:

- Det handler nok om folks manglende bevidsthed om, hvor mange penge, de egentlig kan spare på det, siger han.