Prisvindende chokolademager bygger fabrik i Danmark

Danmark kan ikke udelukkende leve af viden. Det mener chokolade-verdensmesteren Mikkel Friis-Holm – og derfor gør han nu sit til, at Danmark ikke kun skal leve af viden i fremtiden. Det skriver Børsen.
Chokoladeproducenten Mikkel Friis-Holm rykker nu produktionen af sin prisvindende chokolade til Danmark. Både fordi han og firmaet vil have førsteprioritet - men også fordi han mener, at Danmark ikke udelukkende kan leve af viden i fremtiden.
Blandt andet derfor rykker Friis-Holm Chokolade nu produktionen til Danmark. Nærmere bestemt Hvalsø på Midtsjælland. Med egen fabrik slipper den danske chokolade for at blive nedprioriteret og komme bag i produktionskøen, som det tidligere har været tilfældet, da den danske chokolade blev produceret i Frankrig.
- Vi får vores egen fabrik, og det tilfører fleksibilitet og mulighed for at producere en lang række produkter, som jeg har stående i mit hoved og kartotek, siger grundlægger og chokoladeverdensmester Mikkel Friis-Holm til Børsen.
En af de største årsager til, at produktionen nu flyttes fra den franske fabrik er også, at chokolademageren nu får mulighed for at arbejde mere innovativt og eksperimentere sig frem til nye produkter.
I 2014 omsatte Friis-Holm Chokolade for 1,1 million kroner. Omkring tre ton danskproduceret chokolade røg i indkøbskurvene. Men i år er det meningen, at det skal opgraderes betydeligt. 10 ton chokolade sigter firmaet efter at sælge, hvilket så skal udløse en omsætning på forhåbentligt 4,5 millioner kroner.