Business

Nu skal Wozniacki sælge chokolade

- Jeg er så glad for at kunne bekendtgøre, at mit drømmepartnerskab er en realitet. Godiva er nu min officielle søde tand.

Sådan skriver Caroline Wozniacki på Twitter onsdag, om sin nye reklameaftale med Godiva Chocolates.

Den danske sportsstjerne har nemlig indgået en eksklusiv aftale med den belgiske chokoladeproducent, der altså fremover skal sponsorere hendes præstationer på tennisbanen.

Og det er et samarbejde, som Wozniacki glæder sig over.

- Jeg glæder mig til et forhåbentligt langt samarbejde med dem, og til at prøve at være med til at lave nogle nye kollektioner af chokolade. Det kunne være rigtig sjovt, siger hun til Ekstra Bladet.

Aftalen kommer desuden efter, at Caroline Wozniacki netop har optrådt som bikinimodel, i det verdenskendte amerikanske badetøjskatalog "Sports Illustrated".

Billederne var angiveligt med til at øge tenninsdarlingens sponsorværdi, med adskillige millioner kroner.

- Når hun deler billederne, bliver de ikke blot delt til hendes egne følgere. Hendes fans deler dem også på det sociale medie, og så går billederne viralt, og det kan Caroline Wozniacki bruge, når hun skal genforhandle sine sponsorkontrakter. Dermed er hun med til at sætte turbo på sin egen værdi. Det her gør hende dyrere for sponsorerne, sagde brandingsekspert Simon Bastiansen blandt andet om billederne til tv2.dk.

Og nu er det altså Godiva Chocolates, der vil komme til at nyde godt at tennisstjernens popularitet.

- Det er fantastisk. Jeg elsker chokolade, og jeg tror, det er den perfekte aftale til mig, siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet om partnerskabet.