Business

Godt nyt til discount-elskere: Netto åbner 25 nye butikker

Danskerne er vilde med discount-varer, og det har man noteret sig hos Dansk Supermarked. Koncernens Netto-kæde afslørede onsdag planer om at åbne, udvide og renovere op mod 50 nye butikker i 2015.

Det fortæller pressechef for Dansk Supermarked, Mads Hvitved Grand, til tv2.dk.

Den voldsomme ekspansion kommer efter, at konkurrenterne hos Fakta for få dage siden meddelte, at 13 butikker landet over skal lukke på grund dårlig omsætning. Ligeledes har Kiwi meldt ud, at kæden lukker flere butikker.

Dårlig omsætning er tydeligvis ikke et problem hos Netto, og Mads Hvitved Grand forklarer, at udvidelsen sker, fordi man oplever en stigende interesse fra kunderne.

- Uden det skal lyde som den totale salgstale, så kan vi konstatere, at vi er blevet et meget foranderligt koncept. Det er nøglen til vores succes og styrke, at vi løbende udvikler konceptet, og det er altså lykkedes at udvikle det i takt med kundernes behov over årerne, siger pressechefen.

Selvom Netto med 470 butikker i Danmark stort set er repræsenteret overalt i landet, er der stadigvæk plads til udvidelser, forklarer Mads Hvitved Grand.

- Det er rentabelt for os. Det er helt grundlæggende for os, at vi ikke åbner urentable butikker. De skal vise sig levedygtige fra dag et, ellers lukker vi dem igen.For to år siden lukkede vi for eksempel Tøj og Sko-kæden. Den kunne vi godt have holdt kunstigt i live, men det tynger forretningen. Så det her er ikke vækst for væksten skyld, det er fordi vi har en meget fast overbevisning om, at butikkerne kommer til at opfylde kunders behov.

Pressechefen mener, at det blandt andet er Nettos udbud af økologi, der er grund til successen.

- Den satsning, vi har gjort på økologi, betyder, at vi sælger allermest økologi til de rigtige priser. Dette og så en satsning på ferskvarer som kød samt friskbagt brød.

Mads Hvitved Grand fortæller, at omkring 15 helt nye Netto-butikker vil åbne i 2015. Derudover lukker kæden et par butikker, mens koncernen andre steder river gamle bygninger ned for at bygge nye og tidssvarende eller rykke butikker til en andre bygninger i lokalområdet. Yderligere vil tæt på 25 butikker blive udbygget med op til 50 procent større butiksområder.

I alt vil op mod 50 Netto-butikker således blive berørt af udvidelsen.