Business

Ledige: Praktik er gratis arbejde

Vi bliver brugt som gratis arbejdskraft. Sådan lyder meldingen fra otte ud af ti arbejdsløse smede, mekanikere og andre metalarbejdere. De har som ledige været i praktik i en virksomhed en måneds tid. Det skriver Avisen.dk.

For hver femte metalarbejder var en måneds ulønnet arbejde en forudsætning for - måske - at få et almindeligt job bagefter.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som fagforbundet Dansk Metal har udført blandt sine medlemmer.

Klejnsmed Flemming B. Madsen fra Randers er blandt de metalarbejdere, der har følt sig som gratis arbejdskraft. Han var som ledig i praktik hos en forhandler af campingvogne.

- Blandt andet vaskede jeg campingvogne af. Det var et arbejde, der skulle gøres under alle omstændigheder, og som de lige så godt kunne have hyret for eksempel nogle unge mennesker til at gøre efter skoletid, siger Flemming B. Madsen til Avisen.dk.

Dansk Metal: Vi får mange reaktioner

Ifølge Dansk Metal står Flemming B. Madsen ikke alene med oplevelsen af at arbejde gratis.

- Vi får rigtigt mange reaktioner fra medlemmer, der føler sig misbrugt som gratis arbejdskraft, fortæller Torben Poulsen, som leder a-kassen i Dansk Metal til Avisen.dk.

Når ledige er i praktik i en virksomhed - typisk en måned - får de ingen løn. De må nøjes med deres kontanthjælp eller dagpenge.

DA: Ingen grund til at skælde ud

Der er ingen grund til at skælde ud på arbejdsgiverne for at lade ledige arbejde ulønnet, mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

- Det er jobcentrenes ansvar, at virksomhedspraktik bliver brugt efter hensigten og med omtanke. Man skal huske, at praktik er noget jobcentrene - og ikke arbejdsgiverne - efterspørger, siger Jørgen Bang-Petersen, som er chefkonsulent i DA til Avisen.dk.

Ifølge Dansk Metals undersøgelse oplever kun omkring hver fjerde metalarbejder, at en måned i praktik bringer dem tættere på at få et job.