Business

Se kortet: Her bor Danmarks dårligste betalere

År efter år er antallet af danskere, der står i gældsregisteret RKI, vokset og vokset, og gælden er fulgt med, men nu synes kurven at være knækket.

Den bekymrende stigning i antallet af danskere med rigtig ondt i økonomien er nu standset. Det viser en ny opgørelse fra kreditoplysningsbureauet Experian, som står bag det berygtede RKI-register.

På et år er det lykkedes 1.222 personer at undslippe gældsfælden. I januar 2014 stod 232.804 personer registreret i RKI, men i år er dette tal faldet til 231.582. Derudover er deres gæld reduceret med over 100 millioner kroner, viser opgørelsen.

Nu skylder de gældsplagede danskere tilsammen 'kun' 16,8 milliarder kroner, og der er ligeledes blevet afviklet gæld for 732 millioner kroner siden sidste år, lyder det fra Experian. 

En af hovedårsagerne til, at den kedelige kurve er knækket, er, at hele 83.245 af de personer, der stod opført i RKI i 2014, har fået en aftaleordning, hvilket har fået dem ud af RKI-systemet. Det er det største antal sager nogensinde, som Experian har registeret over 12 måneder, lyder det fra Frank Papsø, der er nordisk direktør i Experian.

Særligt er det i aldersgrupperne 21 til 30 år, 31 til 40 år og 41 til 50 år, at faldet er størst og bredest. 

- Det er også i dette område vi ser de fleste har været i gang med at afvikle deres gæld, lyder det fra Frank Papsø.

Vi ser en lille stigning i beløbende i gruppen 18-21 år. Dette kan forklares med en lille gruppe af unge, som er kommet i RKI med en stor gæld, tilføjer han. Det er dog ikke noget der påvirker de andre gennemsnit.

Også regionalt er der forskelle. Ifølge Experian ligger Region Sjælland i front, når det gælder andelen af borgere, der står i RKI-registeret. Her står hele 6,53 procent af borgerne på listen, mens Region Midtjyllands borgere udmærker sig ved at have den laveste andel af personer, der er registreret i RKI i 2015. Her er 'kun' 4,19 procent af borgerne registreret som dårlige betalere.

Her kan du se, hvor meget de dårlige betalere gennemsnitligt skylder i din kommune, og hvor stor andelen er:

Top ti: Her bor flest dårlige betalere

Top-10 over kommuner med den største andel af personer registreret i RKI:

  1. Lolland: 10,41 procent
  2. Ishøj: 8,96 procent
  3. Guldborgsund: 8,15 procent
  4. Kalundborg: 7,90 procent
  5. Slagelse: 7,69 procent
  6. Vordingborg: 7,59 procent
  7. Brøndby: 7,37 procent
  8. Faxe: 7,19 procent
  9. Albertslund: 7,16 procent
  10. Odsherred: 6,82 procent

Top-10 over kommuner med den mindste andel af personer registreret i RKI:

  1. Allerød: 1,99 procent
  2. Rudersdal: 2,44 procent
  3. Dragør: 2,54 procent
  4. Gentofte: 2,55 procent
  5. Lyngby-Taarbæk: 2,62 procent
  6. Hørsholm: 2,68 procent
  7. Skanderborg: 2,81 procent
  8. Egedal: 2,91 procent
  9. Frederiksberg: 2,92 procent
  10. Fanø: 3,09 procent

 Kilde: Experian/Ritzau