Business

Kunder til håndværkere: Snyd med håndværkerfradraget

De syd- og sønderjyske håndværkere bliver ofte opfordret til at snyde SKAT. I indslaget ovenfor kan du se, hvad du kan få håndværkerfradrag for.

For i forbindelse med at håndværkerfradraget bortfalder den 31. december, har håndværkerne fået så travlt, at de ikke kan nå alle de opgaver, de bliver tilbudt.

Det får kunderne til at opfordre håndværkerne til at fakturere deres opgave i 2014, selv om de reelt først får udført arbejdet i 2015, skriver DR Syd.

Det er fristende at snyde

Poul Viktor Sunesen fra Tømrer- og snedkerfirmaet Dahl Nielsen & Sunesen i Vejen har flere gange måtte skuffe sine kunder.

- Vi er nødt til at sige, at fradraget stopper med årets udgang. For det gør det jo, siger Poul Viktor Sunesen, som dog medgiver, at han godt kan forstå kundernes ønske.

- Det er klart, at det er fristende at prøve at trække den, siger Poul Viktor Sunesen.

Det er en tendens

Ifølge formanden for Dansk Byggeri i Sydvestjylland Michael Mathiesen er det en tendens, som de fleste håndværkere kan nikke genkende til. Og årsagen til kundernes ønske er næsten altid den samme

- Folk er her i december måned kommet i tanke om, at de gerne vil nå at udnytte fradraget. Så har de bestilt en tømrer eller murer til at lave nye energi-rigtige vinduer. Men der er måske en leveringstid på vinduerne på 6-8 uger, og så kan man ikke nå at få boligjob fradraget, siger han.

Fidusen er ikke til gavn for kunden

Michael Mathiesen understreger, at den såkaldte faktureringsfidus hverken er til gavn for håndværkeren eller kunden.

- På den måde får firmaet pengene, inden arbejdet er udført. Og bliver der så senere en strid om, hvorvidt arbejdet er som aftalt, så står kunden jo dårligt, siger Michael Mathiesen.

Skat har i en mail til DR Syd understreget, at Skat er opmærksom på den her fidus.