Business

Ledere ansættes også ud fra deres familieliv

Orden på hjemmefronten har høj prioritet, når nordjyske virksomheder i dag skal ansætte en ny leder eller direktør. Ansøgere bedømmes derfor i stigende grad på deres familieliv, lyder det fra headhunter.

Hvis du vil til tops i erhvervslivet, er det ikke altid nok kun at være faglig dygtig. Virksomheder foretrækker i stigende grad ledere, der har styr på deres privatliv. Det fortæller DR Nordjylland.

- Værdier omkring familie, børn og netop det hele menneske, er noget man drager med ind. Det er meget vigtigt, fortæller Jens Erik Hedegaard, der er direktør i rekrutteringsfirmaet, Hedegaard Management, i Aalborg.

Ifølge ham er virksomheder i dag mere bevidste om, at balance på hjemmefronten er afgørende for, hvordan ledere præsterer, fortæller han.

- Det er vigtigt for en bestyrelse, om en leder også har et godt familieliv. For en leder kan jo dårligt levere, hvad der kræves, hvis ikke vedkommende har en rimelig balance i hele sit liv, siger Jens Erik Hedegaard.

Karina Fisker, der er formand for Vendsyssel-afdelingen hos interesseorganisation, Lederne, er enig i, at balancen er en vigtig en forudsætning for godt lederskab.

- At der er balance på hjemmefronten spiller en vigtig rolle i et lederjob. Hvis tingene fungerer på hjemmefronten. Så kommer de som regel også til at fungere bedre på arbejdsfronten, siger Karina Fisker, der desuden selv er produktionsleder hos Danish Crown.