TV: Så meget kan du spare på lyset i køkkenet

I tirsdagens udgave af 'Pengerådgiverne' får du gode råd til, hvordan du kan skære en betydelig luns af din elregning. Her kan du se, hvordan Thomas og Laura sparer 800 kroner om året.

Skifter du dine glødepærer og halogenpærer ud med moderne LED-pærer, kan du spare op til 85 procent på dit elforbrug.

Skifter du de klassiske sparepærer ud med pærer af typen LED sparer du op mod 50 procent af strømmen.

Det er et af budskaberne i TV 2-programmet 'Pengerådgiverne', der denne gang handler om, hvordan vi kan gøre vores elregning mindre.

Energirådgiver Christian Oxenvad, der igennem 18 år har hjulpet over 30.000 boligejere med at spare på deres forbrug, er taget hjem til Thomas Munk og Laura Wallevik i Brønshøj lidt uden for København for at undersøge, om familien kan få mere energirigtigt lys.

Hvad, de ikke selv har opdaget, er, at elforbruget i køkkenet er stort, og 'Pengerådgiverne's ekspert viser dem, hvordan de faktisk kan spare 800 kroner om året alene ved at skifte de nuværende seks halogenpærer i rummet ud med LED-pærer.

Selvom LED-pærer er dyrere - de koster mellem 100 og 250 kroner stykket - er pengene hurtigt tjent ind, vurderer eksperten. LED-pærer har nemlig en længere levetid end andre typer elpærer.

Du kan få gode råd til, hvordan du vælger LED-pærer, shopper elselskab og undgår elspild på hvidevarer og elektriske apparater i 'Pengerådgiverne', som bliver vist tirsdag klokken 20.50 på TV 2 og TV 2 PLAY.