Business

Priskrig: Nu bliver prisen på mælk sat ned

For 11 dage besluttede butikskæden Aldi at sparke til konkurrencen og skruede i en landsdækkende kampagne prisen på mælk ned med en hel krone. Det udløste hastemøder i resten af branchen, og nu følger de andre butikker efter. Det skriver Finans.dk.

Mælkekrigen har nu bredt sig til resten af branchen. Foreløbigt er prisen på almindelig mælk sat ned til 4,95 kroner i flere butikker, og de økologiske produkter kan også blive trukket ind i fejden, skriver Finans.dk.

Prisen på mælk har fået et hug, og det sker som en direkte konsekvens af de nye mælkepriser, butikskæden Aldi lancerede den 3. november. Råvareprisen er faldet, og det kommer nu forbrugerne til gode i form af kontante besparelser.

- Den direkte årsag til, at vi sænker prisen med 1 krone er, at vores indkøbspriser på mælk er faldet som følge af, at råvareprisen på mælk er faldet. Den besparelse giver vi så videre til vores kunder, lød det dengang fra vicedirektør for indkøb i Aldi, Thomas Bang til tv2.dk.

Han forudse allerede dengang, at konkurrenterne ville følge efter - en vurdering, vicedirektøren i Aldi har fået ret i.

I skrivende stund har Lidl, Coop og Dansk Supermarked, valgt at sænke priserne i alle deres kæder, skriver Finans.dk.

I første omgang afviste Coop over at følge efter, men nu er kæden kommet på andre tanker.

- I første omgang valgte vi at stå fast, fordi Aldi kun er en lille spiller i Danmark. Men da vi kunne se, at vores store konkurrenter også sænkede prisen, valgte vi at sætte prisen tilsvarende ned i alle vores kæder. Det ville svække vores samlede konkurrencekraft, hvis vi stod alene tilbage med en højere mælkepris, siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, nu til Finans.dk.

Selvom butikkerne har skruet priserne ned, er der stadig et stykke ned til det prisniveau, som den seneste mælkekrig, der rasede i 2012, kastede af sig.

Dengang var det Lidl, der satte ild i kanonen ved at sætte prisen på en liter mælk ned til bare 4 kroner.